Fire ensretninger droppes
Ensretning af Sønder Havnegade, Kongevej, Møllegade og Løngang er droppet i nyt forslag, som også skal fire uger i høring
Den 1. oktober sidste år besluttede byrådet at sende en strategi for byliv og infrastruktur i offentlig høring i otte uger. Det gav anledning til en livlig debat på blandt andet to borgermøder og på en række debatmøder.
Høringsfasen resulterede i 105 høringssvar, 65 kommentarer på kommunens facebook-sider og en underskriftsindsamling. Efterfølgende har teknik- og miljøudvalget og forvaltningen været i dialog med borgere, foreninger og organisationer, der har afgivet høringssvar.
Nu har udvalget for teknik og miljø forholdt sig til høringssvarene, og hele debatten og fremlagt et revideret forslag til strategi for byliv og infrastruktur. Byrådet drøfter forslaget den 4. marts og herefter sendes det nye forslag i ny offentlig høring i fire uger.
Det nye strategiforslag indeholder bl.a. følgende ændringer:
Kongevej, Møllegade og Løngang forbliver åben i begge retninger.
Omdannelsen af Rønhaveplads sker i samarbejde med Sønderborg Handel.
Sønder Havnegade forbliver åben i begge retninger.
Damgade lukkes, men lukningen flyttes længere op ad gaden.
"Vi har været igennem en rigtig god proces, hvor rigtig mange borgere har givet deres mening til kende. Det vil jeg gerne kvittere for. Det er dejligt, at borgerne er så engagerede i byens udvikling og fremtid. Vi har lyttet til forslagene og foretaget en række justeringer i strategiplanen. Ambitionen er stadig at skabe et sammenhængende netværk af byrum, der giver rum for oplevelser og aktiviteter til gavn for byens borgere og turister," siger Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø.
Det nye strategiforslag indeholder også et nyt tema om kollektiv trafik. En effektiv og velfungerende kollektiv trafik er en væsentlig forudsætning for en velfungerende by. Inden for et par år etableres et garageanlæg for busser ved Ragebøl. Her opføres også et gasanlæg, så busdriften efterhånden baseres på miljøvenlige, gasdrevne busser.