Hvidovre Strand udvides
<p class="urub">- Men der var ikke enighed om projektet, da det blev vedtaget i teknik- og miljøudvalget..</p>
Men der var ikke enighed i udvalget. Hvidovrelisten og Konservative stemte imod med en bemærkning om, at det er et “spændende og visionært koncept, men at udvidelsen sker på bekostning af andre områder...”
Kultur-, teknik-, miljø- og arbejdsmarkedsforvaltningen har fået udarbejdet idé og koncept for Hvidovre Strand af landskabsarkitektfirmaet Vega Landskab og kunstneren Karin Lorentzen. Hvidovre Kunstråd har været inddraget i processen, både ved valg af kunstner og ved udarbejdelse af idé og koncept.
Planerne blev præsenteret på udvalgsmødet i sidste uge og forvaltningen er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at søge fondsmidler til at udvide projektområdet.
Den nye strand bliver seks til syv gange større end i dag. Mellem sandet- og græsarealet udformes lave skulpturelle betonkanter, som kan anvendes til at sidde og ligge på.
Vest for stranden anlægges en legeplads for mindre børn. Legepladsen placeres i god afstand fra vandet, men stadigvæk med tydelig visuel kontakt mellem strand og legeplads. For at bevare udsigten til vandet i parken, etableres der kun lave legeredskaber.
Forvaltningen har rådført sig hos Dansk Hydraulisk Institut (DHI) om tanggener og udformningen af kystlinjen på den nye strand.
DHI anbefaler, at den sydligste høfde fjernes, for at mindske gener fra tang. Desuden anbefaler DHI, at sandarealet udformes med en meget svag hældning for at sandet ikke forsvinder ud i vandet.
Inden stranden og legepladsen kan anlægges, skal Hvidovre Kommune først have tilladelse fra en række myndigheder: Fredningsnævnet, Naturstyrelsen, Kystdirektoratet og Region Hovedstaden. Endvidere skal der også søges om landzone- og byggetilladelse. Myndighedsbehandlingen tager i alt ca. 20 - 30 uger.
Hvis myndighedsbehandlingen forløber hurtigere end forventet anlægges legepladsen i efteråret 2015. Hvis ikke forvaltningen har alle tilladelser senest i september anlægges legepladsen som det første i foråret 2016.
På investeringsoversigten i Budget 2015 er der til projekt Hvidovre Strand afsat fire millioner kr.