Fortsæt til indhold

Historisk "Bronzesti" indvies i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: På onsdag den 25. februar indvier Køge Kommune og Museum Østdanmark en ny historisk sti – Bronzestien – ved Gammel Køgegård.
Køge er allerede kendt for sin gamle, historiske bygninger fra 15- og 1600-tallet i centrum af byen. Men nu bliver Køge også en historisk sti rigere fra en noget ældre tid, når den nye 'Bronzesti' – en rute med gravhøje og fortællinger fra bronzealderen – indvies på onsdag.
Stiens højdepunkter er fem gravhøje i området omkring Gammel Køgegård og den eksisterende natursti, Åstien. Besøgende bliver guidet rundt til gravhøjene af små skilte, og undervejs er der spændende historier om bronzealderen og gravhøjenes betydning for vores viden om perioden mellem 1800 og 500 år f. Kr., som i Danmark betegnes Bronzealderen.
Køge Kommune og Museum Sydøstdanmark har sammen skabt den historiske sti.
- Der er ikke så mange, der kender til gravhøjene, og det er lidt synd for det er ret sjovt, at vi har dem 'lige i baghaven' her i Køge. Heldigvis var Museum Sydøstdanmark straks med på ideen om at lave en sti, og de har gjort en stort arbejde med den historiske viden og med at lave tekst til kort og plancher. Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan indvie stien i de smukke omgivelser ved Gammel Køgegård, som mange vil kunne får glæde af. Skolerne kan bruge den i deres historieundervisning, og jeg tror faktisk, at mange vil synes, at det er spændende at opleve Bronzestien og mærke historiens vingesus her, siger Mette Jorsø, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge, der skal indvie Bronzestien.
Teksten på skiltene ved gravhøjene står på både dansk, engelsk og tysk og ved at scanne en QR-kode kan besøgende hente et kort over stien ned på deres telefon.
Arkæolog hos Museum Sydøstdanmark, David Brink, glæder sig over, at man nu kan gå på opdagelse i bronzealderen på egen hånd.
- Gravhøjene er rigtig spændende, fordi der ligger en masse viden om status, fællesskab og handelsforbindelser i bronzealderen gemt i gravene. Og vi lærer hele tiden nyt. Senest har man opdaget, at man på Køge egnen har haft indirekte forbindelser til oldtidens Ægypten. Historiens vingesus føles lidt stærkere, når man selv kan bevæge sig rundt og se gravene frem for kun at læse om dem i en bog. Så vi var helt med ideen, og jeg synes, resultatet er blevet rigtig godt.
Bronzestien indvies den 25. februar fra kl. 13.00 med start ved P-pladsen på Ølbyvej ved alléen til Gammel Kjøgegaard, med taler, en tur på stien og en rigtig bronzealderkage til at slutte af på.
Alle er velkomne til at deltage.
Bronzestien er 3,25 km lang med fem gravhøje – og masser af spændende fortællinger fra Bronzealderen ved Gammel Køgegård.
Stien er blevet til i et samarbejde mellem Køge Kommune og Museum Sydøstdanmark.
pm

Besøgende bliver guidet rundt til gravhøjene af små skilte, og undervejs er der spændende historier om bronzealderen og gravhøjenes betydning for vores viden om perioden mellem 1800 og 500 år f. Kr., som i Danmark betegnes Bronzealderen.