Pas på Bambi i trafikken
Natten mellem lørdag den 28. marts og søndag den 29. marts bliver det sommertid, og urene skal stilles en time frem. Men det ved dyrene ikke – så man skal være ekstra opmærksom, når man bevæger sig ud i trafikken ved daggry og skumring, lyder rådet fra GF Forsikring.
Op imod 25.000 rådyr og andre hjorte mister ifølge Falck hvert år livet i trafikken, og i de allermest alvorlige tilfælde koster påkørslerne menneskeliv.
Men hvordan undgår man risikoen for at påkøre dyrene – uden samtidig at skabe en farlig situation for sig selv og sine medtrafikanter? Og hvad gør man, hvis det alligevel går galt? Det er de spørgsmål, GF Forsikring har sat sig for at oplyse om inden overgangen til sommertid.
Let trykket på speederen
"Det kan i virkeligheden siges meget enkelt. Kør efter forholdene. Altid! Og det gælder ikke mindst, når vi stiller om til sommertid eller vintertid, som vi skal om en uges tid," fortæller kommunikationskonsulent hos GF Forsikring, Riccardo Krogh Pescatori.
Målet er at undgå unødvendige lidelser for påkørte dyr, men også at undgå skader og frem for alt om at hindre, at menneskeliv går tabt.
"Det er vigtigt at respektere vildt-skiltene og lette trykket på speederen de steder, hvor der er særlig risiko for, at fx en hjort eller råvildt kommer ud fra en skov eller et buskads. Det er vigtigt, at man er årvågen og kan bremse op på kort afstand," fortsætter Riccardo Krogh Pescatori.
Store materiale skader
Men selvom man tager sine forholdsregler, kan skaden stadigvæk ske. Heldigvis sker der sjældent skade på personer, men det er ikke usædvanligt, at bilen skal repareres for 30.000-40.000 kroner efter et møde med fx et rådyr. Her er det vigtigt, at bilisten ved, hvad han skal gøre.
"Hvis man rammer et dyr, er det vigtigt at man marker stedet, der hvor det sårede dyr forsvandt. Så kan Falck eller de tilkaldte jægere finde dyret, aflive det, så det ikke lider - og fjerne det," siger Riccardo Krogh Pescatori.