Fortsæt til indhold

Flot lokal film om Martin Spangsberg

Lokale kræfter står - med fondsstøtte - bag ny, flot film om Martin Spangsberg

Arkiv
Rune Weitling

Får man muligheden, bør man unde sig selv at se dokumentarfilmen “Martin Spangsberg - En dansk opdagelsesrejsende i Russisk Tjeneste.” Det bør man nu få, for filmen vises netop nu på lokale TV E, og den er altså bestemt et kig værd.

I sidste uge blev den fremvist ved en lukket forevisning i Storm P Salen på Esbjerg Hovedbibliotek, hvor blandt andet flere af bidragsyderne til filmen var til stede. Heriblandt direktør, cand.polit. Tage Sørensen, der tilbage i 90'erne skrev en bog om Martin Spangsberg og hans rejser, ligesom han har indsamlet et bibliotek og en kortsamling, der nu er doneret til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

“Jeg skrev bogen af to grunde. Først og fremmest, fordi Martin Spangsberg var født i Jerne tilbage i 1696. Jeg er døbt samme sted og er generelt historieinteresseret. For det andet, fordi jeg synes, at Martin Spansberg mangler at få den ære, der tilkommer ham,” fortæller 99-årige Tage Sørensen, der hurtigt får snakket sig varm over for Lokalavisens reporter:

“Martin Spangsberg mangler simpelthen anerkendelse. Husk på, at han ikke blot var Vitus Berings højre hånd. Han var også specielt udvalgt af tsar Peter Den Store til at gennemføre de første opdagelsesrejser tværs over det russiske kontinent, ligesom det var ham, der fandt søvejen nord fra til Japan.”

Lokale kræfter er med

Sammen med resten af forsamlingen glædede Tage Sørensen sig til at se filmen, som også direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Morten Hahn Pedersen, og historiker Birger Kledal medvirker i. Begge fortæller de indlevende om de fantastiske opdagelsesrejser samt om den plads i historien, som Martin Spangsberg aldrig fik.

Den 31 minutter lange og meget flot komponerede film er blevet til med fondstøtte, og flere lokale kræfter har medvirket.
Blandt andet komponist Leif Pedersen fra Esbjerg Ensemble, der har lavet den stemningsfulde musik, naturfotograf John Frikke, fotograf og filmklipper Bjarke Jørgensen, grafiker Thomas Olsson samt Ole Olsson, der har tilrettelagt og er filmens fortæller.

Omslaget fra Tage Sørensens bog. Både Claus Sørensen Fond og Alice og Tage Sørensens Fond har bidraget med økonomisk støtte til filmen.