Fortsæt til indhold

Basketball topbrag i Køgehallen

Køge møder BMI Bloodhounds i en direkte duel om 2. pladsen i 1. Division

Arkiv
Per Møller

BASKETBALL: Efter forrige lørdags overraskende nederlag til Wolfpack/BMS hjemme i Køgehallen - efter syv sejre i træk - rejste Køge Basketball Klubs herrehold - Coyotes - i 1. Division sig igen da holdet lørdag eftermiddag mødte Virum i Virumhallen.
Køge kunne trække sig tilbage med en sejr på 86-80 og bevarede dermed andenpladsen i divisionen, her hvor der resterer to spillerunder af grundspillet inden de afgørende kampe om oprykning til Basketligaen tager sin begyndelse.
- Det var en tæt kamp hvor vi måtte arbejde for at få sejren i hus. Vi mødte et ungt og rigtigt godt Virum-hold, fortæller Lars Vestergaard, formand for Køge Basketball Klub til Lørdags-Avisen.
Om Køge bliver nummer to eller tre i rækken bliver efter al sandsynlighed afgjort i denne weekend, lørdag den 28. februar kl. 16.00, hvor der er lagt op til en rigtig storkamp når Køge på hjemmebane tager imod nummer tre, BMI Bloodhounds.
- Ja, det er en kamp hvor andenpladsen i rækken er på spil. Det skal kunne lykkes, men det bliver bestemt ikke nogen walk-over. Det bliver en rigtig stor kamp - en nøglekamp, siger Lars Vestergaard.
Køge har to points flere points end BMI - men også en kampe mere spillet. Så det er en direkte duel om andenpladsen i 1. Division.
I den sidste kamp i grundspillet møder Køge på hjemmebane i Køgehallen lokalrivalerne Solrød Comets tirsdag den 3. marts kl. 21.00. En på papiret overkommelig opgave for Køge-mandskabet.
Køge er efter denne kamp klar til de afgørende kampe om avancement til Basketligaen. Men disse kampe sættes først igang i begyndelsen af april måned - og det både ærgrer og irriterer Køge-formanden.
- Det er rigtigt skidt at vi skal vente så længe om at komme igang med at spille disse vigtige kampe. Men vi må få det bedste ud af ventetiden - bl.a. håber vi på at kunne få arrangeret nogle træningskampe som krydderi på den ugentlige træningsmængde - og for at holde os i gang spillemæssigt, siger Lars Vestergaard, der håber på stor lokal opbakning til lørdagens storkamp i Køgehallen.