Fortsæt til indhold

Et herrens hus

Hellig Kors Kirke i Jyllinge måtte lukke i 2,5 år på grund af håndværkersjusk, men nu er den klar igen

Arkiv
Henrik Wanscher

Hvis man overlader en opgave i andres hænder, er man nødt til at tro på, at de er tilliden og ansvaret værdigt.
I forbindelse med byggeriet af Hellig Kors Kirke i Jyllinge måtte menigheden sande, at de havde valgt at lægge deres tiltro til uværdig arbejdskraft.
Kirken stod færdig i 2008, men blot tre år senere begyndte den at lække.
I starten gik det langsomt, men henover et par år udviklede det sig voldsomt, og i foråret 2013 besluttede man sig for, at det var nødvendigt at lukke kirken.
Efter to år med hårdt slid og en masse juridisk tovtrækkeri, er Hellig Kors Kirke nu endelig ved at være klar til at slå dørene op på ny.
- Før vi fik bygningen lavet, stod det slemt til, og når det regnede, stod der 40 spande ude i mellemgangen, der fangede vandet, som kom ned igennem taget, fortæller formand for menighedsrådets byggeråd, Freddy Lund Petersen, der sammen med menighedsrådsformand Birthe Ritslev er ved at gøre kirken klar til dens brugere.
- Vi kontaktede selvfølgelig arkitekten og entreprenøren, der stod for byggeriet, så snart vi opdagede, der var noget galt, siger hun og fortsætter:
- Men det var først, efter vi begyndte en voldgiftssag og fik lavet en syns- og skønsrapport, at de reagerede.

Glade trods besvær

Syns- og skønsrapporten menighedsrådet fik lavet på Hellig Kors Kirke pegede på, at både arkitekten og entreprenøren ikke havde gjort deres job godt nok.
På baggrund af rapporten fik menighedsrådet en erstatning, der gjorde det muligt at gå i gang med at rette op på fejlene, der var begået i forbindelse med byggeriet af kirken.
Trods besværet man havde oplevet var man ifølge Freddy Lund Petersen og Birthe Ritslev aldrig i tvivl om, at man ønskede at bevare bygningens overordnede udseende.
De to glæder sig også over, at selvom det gik skidt med byggeriet af kirken i første omgang, så har det været en god oplevelse at få den repareret.
- Vi er faktisk rigtig glade for kirken, selvom der har været en del besvær med den indtil nu.
- Den er både lys samt smuk, og så har den et moderne udtryk, som de unge godt kan lide, og det er vigtigt, at kirken følger med tiden, forklarer de to.

450 mennesker kan opholde sig i kirken på en gang, hvilket er 380 flere, end der kan være i den gamle Jyllinge Kirke.

Fester i en uge

En anden ting ved Hellig Kors Kirke, byggerådsformanden og menighedsrådsformanden lægger vægt på, er, at den er god til arrangementer.
Akustikken skulle gøre den oplagt til koncerter, og ifølge brandmyndighederne må der opholde sig 450 mennesker i kirken, så man kan lave store arrangementer.
Disse egenskaber har menighedsrådet besluttet at tage i brug, når de i den kommende uge fejrer, at Jyllinges kirkegængere igen kan bruge den gejstlige bygning.
Åbningen bliver ikke bare fejret med en enkelt fest.
Menighedsrådet har besluttet, at der skal festes i en hel uge for at markere afslutningen på flere års hårdt slid.
- Vi har arrangeret både koncerter og andre arrangementer, såsom åbent hus.
- Indtil videre har der været stor opbakning til åbningen, og mange af billetterne er blevet revet væk, men der er stadig billetter til nogle af koncerterne, fortæller Birthe Ritslev.

hw@roskildeavis.dk

Udover de generelle reparationer skulle Hellig Kors Kirkes orgel også stemmes forud for genåbningen. En professionel orgelstemmer fik styr på ikke færre end 22.000 toner.