Fornuftigt at hæve aldersgrænsen for tjek af kørekort
KØREKORT: Folketinget har netop hævet aldersgrænsen for, hvornår ældre skal gennemgå et obligatorisk lægetjek for at få fornyet sit kørekort fra 70 til 75 år. Lægeforeningen finder ændringen fornuftig.
Ældre har generelt et bedre helbred end tidligere.
Lægeforeningen har igennem længere tid støttet, at Folketinget hæver aldersgrænsen for, hvornår ældre første gang skal have fornyet kørekortet med et obligatorisk lægetjek.
- I dag har ældre et væsentligt bedre helbred end dengang aldersgrænserne sidst blev fastlagt. Derfor virkede grænsen på 70 år forældet. Det er fornuftigt, at den nu er blevet sat op til 75 år, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens Attestudvalg.
Hun peger på, at det også betyder, at mange ældre spares for unødvendige lægebesøg, og at lægen ikke skal bruge tid på unødige attester.
- De ressourcer, som vi har brugt på at lave kørekortsattester til ellers raske ældre, kan vi nu bruge på at behandle patienter.
Den nye aldersgrænse for det obligatoriske lægetjek er blandt andet blevet til på baggrund i en rapport fra Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet og Justitsministeriet.
Af rapporten fremgår det, at en hævelse af aldersgrænsen ikke forringer færdselssikkerheden.
pm