Kender du nogen, der skal have en bog?
Hvert år på Shakespeares fødselsdag 23. april bliver bogen hyldet på Verdens Bogdag. I 2015 bliver dagen også fejret herhjemme med Danmark Læser-dagen, der er et led i kulturminister Marianne Jelveds kampagne Danmark Læser.
På denne dag vil 100.000 bøger blive delt ud til folk over hele landet. Bøger, som skal give danskerne gode læseoplevelser og få flere til at læse. Dagen er blevet til i et samarbejde med forlag, biblioteker og boghandlere over hele landet.
Til Danmark Læser-dagen skal der rekrutteres op mod 4.000 boguddelere blandt bogelskende danskere. Boguddelerne skal hver dele 25 bøger ud til mennesker i deres omgangskreds, der sjældent får læst skønlitteratur - på børnenes skole, til naboen, på arbejdspladsen, i idrætsklubben eller et helt femte sted.
Man kan melde sig som boguddeler på aabenraabib.dk
Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Når vi dykker ned i en bog, møder vi mennesker, der lever et andet liv end os selv. Vi får indsigt i andre menneskers oplevelser, holdninger, følelser og kulturer. Skønlitteraturen styrker vores fællesskab ved at give os en større forståelse for verden, os selv og hinanden. Det er det, man som boguddeler på Danmark Læser-dagen er med til at give videre”.