En aften med swingjazz i topklasse
JERSIE: Kunstforeningen Køge Bugt har til næste arrangement med ”Jazz & Viser” i Jersie Forsamlingshus, mandag den 2. marts kl. 19.30, engageret en gruppe musikere, der vil sørge for, at det bliver en aften med swingjazz i topklasse.
Den sprudlende trommeslager Benita Haastrup er en vigtig del af orkestrets rytmesektion, som udover hende består af den rutinerede pianist Inge Andersen sammen med den unge bassist Anders Fjeldsted og – ikke mindst – den lokale guitarist Claus Boysen.
I spidsen for orkestret står en af landets førende jazz-saxofonister Niels 'Flipper' Stuart, og til at synge alle de gode gamle jazz-standards, som repertoiret består af denne aften, har han ved sin side den friske og udadvendte sangerinde Anne Kristine Lauritzen.
Inden jazzen tager over, vil duoen ”Sølvstænk”, der udgøres af Kirsten og Erling Rasmussen, underholde med en lille afdeling, som - fortæller de – godt kunne bestå af gamle gårdsange og ørehængere fra halvtredserne.
pm