Fortsæt til indhold

Mødrehjælpens butik i Vejle flytter og udvider

Øget omsætning giver behov for mere plads i genbrugsbutikken

Arkiv
Jeppe Rafn

Mødrehjælpens Butik i Vejle åbner torsdag den 5. marts i nye og større lokaler i Foldegade 19 i Vejle ved Bryggen. Her er Mødrehjælpen ved at indrette sig i lejemålets 150 kvadratmeter, der tidligere var en del af naboen Vejle Dyrecenters lokaler. Den tidligere mødrehjælpsbutik i Grønnegade, som nu er lukket, var på 100 kvadratmeter, og en del af arealet var kælderrum, som var ret upraktisk.
“Vi har behov for mere plads. Vi havde en rigtig god omsætning i 2014, og vi håber på at kunne sælge endnu mere tøj fremover. I de tidligere lokaler kunne vi ikke vise alle de fine ting, vi får ind, og det vil vi gerne. Udover tøj er det også senge, barnevogne og kravlegårde med mere,” fortæller Inge Hauge Kristensen fra Mødrehjælpen i Vejle.

Vil hjælpe flere

Mødrehjælpen har en strategi på landsplan for 2013-2016, der handler om, at man vil hjælpe flere og lave mødrehjælp på nye måder. Landsstrategien deles i lokalafdelingen i Vejle, hvor man løbende har udvidet med aktiviteter og hjulpet flere og flere, siden man i oktober 2012 åbnede butikken i Grønnegade.
I 2013 uddelte man julehjælp til 12 lokalebørnefamilier. I 2014 nåede Mødrehjælpen op på at hjælpe 44 sårbare børnefamilier til en bedre jul.
I 2014 har Mødrehjælpen desuden med projektet 'Den rullende Kagemand' hjulpet 47 trængte familier til at holde en traditionel børnefødselsdag. Dertil kommer babystartpakker til gravide og diverse udflugter og arrangementer for sårbare familier og enlige forældre, som Mødrehjælpen gerne vil lave endnu flere af. I den forbindelse efterlyser Mødrehjælpen flere frivillige end de 35, der i dag er i Vejle.
Mødrehjælpens butik sælger velholdt tøj, udstyr og legesager til børn. Tøj, Mødrehjælpen sorterer fra, bliver sendt videre til Afrika via Danmission. Hvis Danmission også sorterer det fra, bliver det trævlet op og lavet til tæpper.
På åbningsdagen den 5. marts er der balloner og flag til børnene, lidt mundgodt til alle og konkurrencer med præmier.