Hæv ambitions-niveauet!
<p class="urub">Formand for forældrebestyrelse håber, at også institutionerne får glæde af donation fra A.P Møller Fond</p>
- Det var glædeligt at læse, at Hvidovre Kommune har modtaget en donation på 2,9 millioner kroner til efteruddannelse af lærere, ledere og pædagoger på kommunens skoler med fokus på relationer.
Kenneth F. Christensen (A) udtaler, at det for ham er centralt, at projektet tager udgangspunkt i barnet, hvilket falder i tråd med Helle Adelborgs (A) udtalelser i en pressemeddelelse om donationen, hvor hun udtaler, at hun lægger stor vægt på børn og voksnes relationer...
<p class="mrub">Ikke noget nyt</p>
- Relationspædagogik er faktisk ikke noget nyt i kommunen, da Børnehuset Baunevangen gennem de seneste tre år har indført det systematisk i hele institutionen, fortæller Trine Gregersen Steensgaard:
- I forlængelse af, at børnehave og vuggestue blev integreret til en samlet institution i 2011, blev der ansat en ny leder, Fie Lester. Ved udvælgelsen af hende, vægtede det netop højt for forældrebestyrelsen, at hun havde arbejdet med relations- og ressourceorienteret pædagogik i sine tidligere ansættelser og ønskede at arbejde med det i den nye institution.
Det er systematisk udrullet, så samtlige 60 fastansatte medarbejdere nu har gennemgået ICDP-uddannelsen. Det betyder, at der dagligt og på alle planer arbejdes med at skabe gode relationer til barnet. Ydermere er der afholdt orienteringsmøder for forældre om hvordan det bruges i institutionen og kan bruges hjemme. Da det netop har været vigtigt for ledelsen og forældrebestyrelsen at indarbejde relationspædagogik, er det prioriteret således at det er holdt inden for institutionens budget.
BUPL skriver om relationspædagogik i deres seneste udgave af fagbladet “Børn og Unge” under temaet “professionel kærlighed”. I det store tema er Børnehuset Baunevangen repræsenteret. Fagbladet er tilgængeligt på bupl.dk
Derfor er det glædeligt at både borgmesteren og formanden for børne- og unge-udvalget i kommunen nu træder frem med deres begejstring for denne pædagogik, og via de donerede midler vil implementere det i kommunens skoler...
Formanden for forældrebestyrelsen i Børnehuset Baunevangen håber, at Hvidovre Kommune vil hæve ambitionsniveauet yderligere, så det ikke blot er skoleområdet der får et løft med efteruddannelse: - Det er vigtigt for barnet at have gode relationer til de voksne allerede fra første dag det overlades til pasning i en institution, så der er skabt et stærkt fundament for barnets udvikling af relationer til de voksne det møder gennem de næste mange år.
Børnehuset Baunevangens ledelse og personale vil gerne medvirke til at udbrede relationspædagogik til alle kommunens skoler og institutioner ved at dele den viden og de erfaringer, der er opnået gennem de seneste års succesfulde arbejde med ICDP i Baunevangen. På denne måde kan de donerede midler måske også nå endnu længere rundt end blot skolerne, slutter Trine Gregersen Steensgaard...