Fortsæt til indhold

Mindeord

Arkiv
Arkiv

Knud Jensen – æresmedlem i Gadstrup Idrætsforening
En meget dygtig og afholdt mand er nu gået bort efter lang tids sygdom.
Knud har i en menneskealder været en utrolig flittig mand, som gik meget ind for sporten. Han var selv ivrig gymnast i mange år og startede så op som leder af et gymnastikhold i Gadstrup, hvor min mand og jeg var med i rigtig mange år.
Allerede i begyndelsen af 1960'erne var Knud en afholdt og populær gymnastikinstruktør. Træningen foregik dengang i Ramsømagle Forsamlingshus, der var altid march med fællessang, og når den årlige gymnastikopvisning løb af stablen, var forsamlingshuset fyldt til bristepunktet. Først i 1970'erne startede Knud et hold med ældregymnastik; i begyndelsen var der kun 7 personer, men efterhånden blev der et pænt hold på omkring 20 personer, som fik sig rørt lidt hver mandag aften. En gang om måneden var der hyggestund med kaffe, fællessang og hyggeligt samvær. Der nåede Knud at få 25 års jubilæum.
Da vi havde gået til gymnastik nogle år fandt Knud på, at vi om sommeren i stedet for gymnastikken kunne starte et krokethold op, og han fik tilladelse til, at vi kunne få en bane på Gadstrup idrætsplads. Der var han også leder af holdet, og vi har haft mange dejlige timer sammen der også. Desværre måtte Knud og Inger holde op med at deltage på grund af sygdom, men holdet er der stadig.
Både Knud og hans kone Inger var i mange år meget ivrige indenfor 4H, og mens de havde gården i Gadstrup, havde rigtig mange børn skolehaver på deres grund. Også i Menighedsrådet og Gadstrup kirke har Knud lagt mange kræfter. Han passede dygtigt både præstegårdshaven og kirkegården i ca. 25 år. Knud var også med i Ramsøkoret i mange år.
Knud Jensen har ydet en ekstraordinær indsats for idrætten og borgerne i Gadstrup, og han vil være savnet af rigtig mange borgere i Gadstrup. En kæmpe er gået bort, men han efterlader sig mindet om en markant og beundringsværdig indsats gennem et langt liv, som vi i Gadstrup Idrætsforening er dybt taknemmelige for.
Æret være Knuds minde.
Gadstrup Idrætsforening
og Hedvig Ibsen.