Fortsæt til indhold

Felsted fik to jyske mestre

Bokserne Mathias Nissen Hansen og Albulena Halimi er jyske mestre

Arkiv
Arkiv

I den forgangne weekend deltog Felsted Bokseklub med tre boksere i de jyske begyndermesterskaber for boksere med op til 15 kampe. Alle boksere gik i finalen
Klubbens store sværvægter, den kun 13 årige Mathias Nissen Hansen, mødte Thorbjørn Boudingaard fra BK Limfjorden. Felsted-bokseren boksede med vanligt overblik og hurtige kombinationer, og i midten af 2. omgang valgte kamplederen at skåne BK Limfjordens bokser for yderligere hårde slag. Dermed kan Mathias Nissen Hansen kalde sig jysk mester 2015.
Det samme kan den 13-årige pigebokser Albulena Halimi, der mødte Emilia Grønnesby fra Hornslet BK. Pigerne gik hårdt til den fra første gong gong, men der var dog aldrig tvivl om Felsted bokserens sejr. Så efter 3. omgang var slut kunne Felsted Bokseklub kåres som jysk mester.
28-årige Tina Aarup Simonsen boksede også finale med en meget aggressiv bokser fra Hinnerup, men hun måtte nøjes med en sølvmedalje.
”Bokserne og trænerne er i højeste gear lige nu, og der køres hårdt på både til træning og i kampe. Vi tager alle de udfordringer vi kan få, også selvom nogle af kampene er ret hårde. Vores boksere har nu så mange kampe, at de ikke er nybegyndere mere, og der kommer ikke længere nogle nemme kampe. Det er en fornøjelse, at se hvordan de unge mennesker og vores dedikerede trænerteam Keld Hansen og Brian Kagge Hansen kaster al deres energi og tid ind i sporten, og så får lov at høste succes'en for deres hårde slid. Det er det hele værd," siger bokseklubbens formand Tina Cordt Berndsen.