Folketingsmedlem gik i Kiwi
Boligforening og det lokale erhvervsliv samarbejder om at få unge nydanskere i fritidsjob. Det begejstrer integrationsordfører Karina Lorentzen (SF)
I sidste uge var Karina Lorentzen (SF) på besøg i Varbergparken for at få et indblik i den indsats Boligforeningen HAB, sammen med det lokale erhvervsliv gør for nydanskere i boligområdet. Det er et projekt hvor virksomheder, som vil løfte et socialt ansvar, indgår i et frivilligt samarbejde med boligselskaberne i forhold til de unge i området. Projektet kan bidrage til at styrke unges motivation til at få et fritidsjob. De hjælper bl.a. med at træne i at skrive ansøgninger, arrangere virksomhedsbesøg eller i bedste fald ansætte de kvalificerede unge i deres virksomhed.
En undersøgelse af Forening Nydansker har vist, at der er en sammenhæng mellem erhvervserfaring og senere uddannelse og beskæftigelse blandt alle danske unge født i 1990. 84 procent af alle de unge der havde et job i alderen 13 – 18 år, er i dag under uddannelse og beskæftigelse.
"Det her gør en forskel, fordi vi ved, at de unge er mere tilbøjelige til at få en uddannelse, når de har været i fritidsjob. Mange nydanske unge har ikke netværk til at skaffe sig et fritidsjob og derfor skal vi give dem en hånd i bestræbelserne på at få det,” siger integrationsordfører Karina Lorentzen (SF).
I forbindelse med besøget fik Karina Lorentzen ligeledes lejlighed til at tale med Jussef, en nydansk ung fra Varbergparken, som var blevet ansat i den lokale Kiwi. Jussef tilkendegav at han var meget begejstret for sit arbejde, hvor det der glædede ham mest, var kontakten med kunderne, og lønnen var egentlig bare en ekstra bonus. Det vigtigste for ham er nu at passe sit arbejde, sin skole og få gode karakterer, hvor det førhen gik ud på at spille playstation dagen lang.
”Det er fedt at mærke hans gejst over at egne sociale kompetencer er vokset efter at være kommet i fritidsjob. Jeg bliver glad, når virksomheder, som Kiwi, gør en forskel. Selv vil jeg gerne handle et sted, der løfter et socialt ansvar, ” siger Karina Lorentzen.
Butikschefen i Kiwi – Brian - mener, at det er en selvfølge, at man hjælper med at løse sociale problemer, og giver en håndsrækning til unge som Jussef med anden etnisk baggrund. Samtidig gavner det ligeledes hans butik ved at ansætte folk fra boligområdet, med forskellig baggrund, da han kan fastholde sit kundegrundlag.