Endnu mere Newton Room
Klasser fra alle Hvidovres skoler bruger det nye og anderledes naturfagslokale på Risbjergskolen, og nu skal det udvides
5., 6. og 7. klasserne i Hvidovre har i godt et års tid haft muligheden for at få en dag i det anderledes naturfagslokale på Risbjergskolen, som kaldes Newton Room. I alt 85 gange har skoleklasser besøgt det laboratorielignende værksted siden åbningen i februar 2014, og både elever og lærere har været begejstrede for muligheden for at få fingrene i teknologi , naturvidenskab og matematik på en anden måde end i den daglige undervisning. På den baggrund har kommunalbestyrelsen nu besluttet, at give 1,7 mio. kr. til en udvidelse af Newton-rummet. Organisationen First Scandinavia og Boeing er medfinansierende på projektet, og midlerne fra Hvidovre Kommune skal først og fremmest gå til at få flyttet Risbjergskolens musiklokale, som er nabo til Newton-rummet i dag. Når musiklokalet er flyttet, kan de naturvidenskabelige og teknologiske eksperimenter få mere plads. Udvidelsen af Newton-rummet vil løfte naturfagsundervisningen på Hvidovres folkeskoler yderligere, idet der samtidig tænkes i samarbejde med lokale virksomheder, flere muligheder for de dygtigste elever, og udfordringer og udviklingsmuligheder for alle elever i forhold til at arbejde med innovation, natur og teknologi. Desuden vil der bliver mulighed for, at endnu flere klasser - på alle klassetrin - kan bruge de gode faciliteter. Newton-rummet på Risbjergskolen er det første af sin slags i Danmark, og ved åbningen den 6. februar 2014 deltog undervisningsminister Christine Antorini, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford, Boeings europadirektør Brian Moran, direktør for First Scandinavia Per Arild Konradsen, NTS-centerets direktør Lene Beck Mikkelsen, borgmester Helle Adelborg og repræsentanter fra erhvervslivet.