Fortsæt til indhold

Bombetrussel i hælersag

44-årig mand er anklaget for opbevaring af tyvekoster og et voldsomt verbalt overfald

Arkiv
Arkiv

Både anklager om mordtrusler og en trussel om brug af en bombe samt hæleri for op mod 100.000 kroner dukker op på anklageskriftet mod en 44-årig roskildensisk mand.
Truslerne skulle være faldet overfor et mandligt vidne i sagen, og de blev øjensynligt fremsagt tilbage 4. december 2014 i Ringparken.
De nøjagtige detaljer angående det voldsomme verbale overfald er ikke klare, men ordlyden ved konfrontationen var ifølge anklageskriftet yderst ubehageligt.
Angiveligt sagde den 44-årige ting som 'Jeg slår dig ihjel' og '… Jeg kan hente mit forbryderslæng, og så kan vi smide en bombe og sprænge det hele i luften'.

Patroner og el-værktøj

Offeret for de omtalte trusler var blevet indblandet i sagen mod den 44-årige mand, fordi han tilsyneladende havde viden om en hælersag, den anklagede er involveret i.
Sagen drejer sig om tyvekoster for op mod 100.000 kroner, som den 44-årige angiveligt opbevarede i et kælderrum i Roskilde.
Tyvekosterne bestod langt hen ad vejen af elektrisk værktøj og arbejdsmaskiner, der var snuppet fra virksomheder rundt omkring på Sjælland.
Udover truslerne og hæleriet skal den 44-årigeogså stå til ansvar overfor anklager om, at han var i besiddelse af 22 ulovlige patroner.
En dommer ser på sagen fredag 27. februar.
hw