Fortsæt til indhold

Team Esbjergs stjernespiller forlænger sin kontrakt

Arkiv
Arkiv

Den hollandske stjerne, Estavana Polman, spiller også i den kommende sæson for Team Esbjerg. Den 22-årige landsholdsspiller har indgået en ny etårig aftale og er dermed klar til sin tredje sæson i klubben.
"Jeg føler mig godt tilpas i klubben, mange ser os spille, vi har et godt hold af dygtige spillere, og vi er lige blevet nummer et i grundspillet. Jeg føler mig ikke klar til at tage det næste skridt i min karriere og vil gerne arbejde på at blive en mere komplet spiller, blandt andet ved at blive bedre i forsvaret. Og så vil jeg gerne kunne præstere det samme høje niveau i alle kampe. Mange glemmer, at jeg kun er 22 år," siger Estavana Polman.
I sin første sæson i klubben efter skiftet fra SønderjyskE blev hun topscorer i Dameligaens grundspil. I denne sæson har hun været ramt af flere skader, der i perioder enten har holdt hende ud af holdet eller hæmmet hende, når hun har spillet. Cheftræner Lars Frederiksen har set tegn på, at hun vil fremtræde i en stærkere og skarpere udgave, når semifinalerne i DM-slutspillet skal spilles om fem-seks uger. Han er særdeles tilfreds med forlængelsen af kontrakten med yderligere en sæson.
"Estavana er en spiller, der er meget få af, hun har x factor og kan lave det ekstraordinære, som stort set ingen andre håndboldspillere kan. Hun er nærmest født med et boldtalent og kan rigtig meget, men hun er ung og kan fortsat udvikle sig. Jeg spår hende en stor fremtid som håndboldspiller, hvis hun kan fortsætte sin udvikling og blive endnu bedre," siger Lars Frederiksen.
Sportschef Thomas Hylle oplyser, at forhandlingsforløbet med Estavana Polman og hendes rådgivere ligesom inden den første kontrakt for to år siden har været vellykket. Den gensidige sympati mellem parterne gjorde i den sidste ende udslaget.
"Nu glæder vi os til at se Estavana i endnu en spændende sæson for Team Esbjerg. Vi har en trup med mange unge spillere, som vi har gode muligheder for at holde sammen på og udvikle spillestilen," siger Thomas Hylle.
Efter to sæsoner i Team Esbjerg ønsker Estavana Polman kun at binde sig for en sæson ad gangen. Med til at modne hendes beslutning om at fortsætte i Esbjerg frem for en række udenlandske topklubber har været, at hun og holdkammeraterne med sejren i grundspillet er rykket et skridt nærmere det forjættede land for klubhold, Champions League.
"Nu vil vi først gøre vores bedste i DM-semifinalerne mod enten Viborg eller Randers, og så håber jeg, at vi senere kan kvalificere os til Champions League, der er det bedste af det bedste. I næste uge mødes jeg med det hollandske landshold for at tage næste skridt i forberedelserne til at kvalificere os til VM i Danmark med kampe mod Tjekkiet," siger Estavana Polman.