Fortsæt til indhold

Sisse er Koldings mest berejste kvinde

Når Sisse Skipper Andersen har været hjemme i Danmark for længe, kribler det i fingrene for at komme ud i verden

Arkiv
Natalie Stratigos

Hun har rejst i 93 lande og på alle syv kontinenter. Krydset ækvator otte gange og rejst rundt om jorden to gange. Fra den nordlige ø Svalbard til de sydlige James Ross øer ved Antarktis. I 2002 blev hun medlem af De Berejstes Klub.
46-årige Sisse Skipper Andersen er mere berejst end de fleste, og der er efterhånden ikke mange steder, hvor hun ikke har sat vandrestøvlerne.
Senest er hun vendt hjem fra 24 dages rejse i Panama, Costa Rica, Nicaragua, Honduras og El Salvador. Latinamerika har en særlig plads i hendes hjerte.
“Her er det hele. Om det har noget at gøre med, at det var det første kontinent uden for Europa, som jeg besøgte, ved jeg ikke. Men det har alt. Jungle, ørken, bjerge, øer og kultur”.
Sisse Skipper Andersens største rejsebedrift fandt sted i 2010 og var en tur til øen South Georgia, der ligger i Atlanterhavet mellem Antarktis og Sydamerika.
“Der er meget få, der kommer derud. I 1914 rejste polarforskeren Ernest Shackleton fra øen med sit mandskab, men skibet endte med at sidde fast i isen i et år. De måtte gennemgå umenneskelige prøvelser, men kom uskadte i land. Et par år efter døde han af et hjerteanfald på øen og ligger nu begravet der. Han var én af de største eventyrer, og at se hans gravsted var en helt særlig oplevelse,” fortæller hun.

Omsorg og gæstfrihed

Sisse Skipper Andersen rejser altid med rygsæk for at være så tæt på lokalbefolkningen som muligt. Rejseglæden har hun givet videre til døtrene Natasha på 14 år og Nadia på 12 år, der også begge er medlemmer af De Berejstes Klub og har rejst i omkring 60 lande.
“Man finder essensen af livet ved at rejse. Det handler ikke om penge og dyre mærkevarer, det handler om kærlighed og omsorg, og det finder jeg særligt på mine rejser i den tredje verdens lande. Selvom befolkningen ikke har så mange penge som os, er de ikke ulykkelige. Deres gæstfrihed kunne vi lære af herhjemme,” siger Sisse Skipper Andersen og fortsætter:
“Jeg har aldrig været bange ude i verden. Det eneste tidspunkt, jeg har været bange, var her i Seest, da fyrværkerifabrikken sprang i luften”.
Én af globetrotterens første rejser gik til England, da hun var omkring 20 år. Lige om lidt runder hun sit land nummer 100, og det er allerede besluttet, hvor rejsen skal gå hen.
“Jeg har en nørdet idé om, at Spanien skal være mit land nummer 100. Selvom det er et almindeligt rejsemål for de fleste, så har jeg det stadig til gode”.

Hjemme i stuen hænger et atlas, hvor Sisse og døtrene Nadia og Natasha sætter knappenåle på de lande, hvor de har været.