Lad os selv gøre en indsats
Finn Petersen, Fyrremejsevej 1 i Vojens, skriver dette debatindlæg
Arealerne om Billundsøerne i Vojens har været anlagt som græsarealer med enkelte ”bede med buske” og det var smukt, for så kunne vi nyde søen og fuglelivet på vandet, ja, det var åbent som når vi går i Damparken. Stierne blev renoveret lige inden Vojens kommune fusionerede med Gram og Haderslev i 2007, og de bliver benyttet af rigtig mange i alle aldre for” Haderslev er i bevægelse”.
Det er nu bare så synd at vi ikke kan se vandet i søerne når vi går på stien.
Jeg ved godt, at de to søer ikke er etableret for at vi skal have et flot område, men til at tage vores overfladevand. Har kommunen ladet arealerne springe i skov for at vi ikke skal se vandet, så mener jeg at de (også Vojens kommune) er forkert på den, for i naturbeskyttelsesloven §3 er det nævnt at ejere er forpligtet til at holde arealerne fri for ny opvækst af træer og buske. På arealerne må der således ikke være opvækst af træer og buske ældre end 5 år, regnet fra 2004.
Jeg skyder ikke på Haderslev kommune, for opvæksten startede inden sammenlægningen, nu er det bare deres ansvar, og jeg har ryddet 100 – 200 m. for at kunne se vandspejlet et smukt sted ved en ø, men min høje alder taget i betragtning, så må jeg erkende jeg ikke kan gøre hele Haderslev kommune kønnere. Jeg har ryddet med ørnenæb og grensav, så hvis der endnu er et par arbejdsløse i Haderslev kommune der gerne vil ud i en dejlig natur og gøre Danmark smukkere, så er I så hjertelig velkommen
til Billundsøerne og i behøver ikke en uges kursus i brug af motorsav og andre hjælpemidler, brug det samme værktøj som jeg, det tager længere tid, men måske isfuglen, som en pil suser lige forbi jeres hoved.
Vi ses.