IBA-studerende vandt førstepræmie
The 2015 BICC Case Competition blev vundet af et hold studerende fra IBA i Kolding, der udviklede en salgs- og markedsføringsplan for Solar Skolen
Fem studerende fra IBA International Business Academy løb med den eftertragtede førstepræmie, da Erhvervsakademi Aarhus forleden var vært for en national konkurrence for professionsbachelorstuderende i international handel og markedsføring.
Det er første gang, IBA vinder førstepræmien i konkurrencen, der blev afholdt for 4. gang. Konkurrencens officielle navn er The 2015 BICC Case Competition.
En gylden mulighed
De studerende på vinderholdet er Nana Nørlund Rasmussen, Sakib Hameed, Lea Borring Meyer, Brian Kamuk Josefsen og Kristina Buchwald, PBA 14 A.
Kristina Buchwald er begejstret for at deltage i konkurrencer i løbet af studietiden:
”Det er ikke første gang, jeg er med i en konkurrence, og jeg synes, det er et af de steder, hvor IBA er virkelig gode. Skolen har et netværk, som betyder, at vi som studerende får den mulighed.”
”Man lærer virkeligt meget i forbindelse med den slags konkurrencer. Det er en gylden mulighed for at bruge teorien i praksis.”
Kristina Buchwald påpeger også muligheden for at netværke:
”Vi snakker med de andre studerende og deres undervisere, ligesom vi fik en god og udbytterig snak med Solar, der var årets casevirksomhed.”
Med strategisk udgangspunkt
Solar A/S er det førende firma i Nordeuropa inden for produkter, viden og løsninger til el, ventilation, opvarmning og vvs.
Konkurrencen gik ud på at udarbejde den bedste salgs- og markedsføringsplan til at kommercialisere Solar School, virksomhedens uddannelses- og træningscenter.
”Om mandagen, hvor konkurrencen var torsdag, fik vi at vide, hvilken virksomhed der var case. Vi fik udleveret Solars seneste annual report - altså årsrapport.”
På selve dagen holdt vice president Tore Håkonsson fra Solar en kort introduktion, og så gik arbejdet ellers i gang.
”Vi vandt, fordi vi havde arbejdet ud fra et strategisk udgangspunkt og fik flere elementer ind i vores løsning, som vi også lykkedes med at præsentere godt på de 10 minutter, vi havde til rådighed,” forklarer Kristina Buchwald.
”Det er ved den slags lejligheder, man virkelig får mulighed for at teste sig selv. Man har kun fem timer, og så skal man levere knivskarpt. Solar var der ikke for sjov, og det var vi heller ikke.”
Solar får efter konkurrencen alle præsentationer tilsendt.