Fortsæt til indhold

De Unges Koncert V

Arkiv
Arkiv

Denne gang er der blot to deltagere: 18-årige Jonathan Swensen på cello og den jævnaldrende Elias Holm på klaver. De går begge på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og sammen former de duoensemblet Swensen/Holm. Dog vil fokus primært være på cellisten Jonathan til denne koncert, da man vil få fornøjelsen af at høre det krævende program, han skal spille til Washington International Competition for Strings, en konkurrence i USA, som Jonathan allerede er nået langt i, og skal deltage i de videre runder i til juni. Programmet vil derfor bestå af udfordrende, virtuose stykker fra en del forskellige tidsperioder, og vil omfatte komponister som Bach, Tchaikovsky og Shostakovich. Alt dette vil man kunne opleve blive fremført af den unge cellist, som har vundet priser i flere konkurrencer. Han er årets Øresunds Solist vinder, tidligere finalist i Spil For Livet, hvor han var solist med DR SymfoniOrkestret, guldmedalje- og talentprisvinder i Berlingske Tidende Musikkonkurrence og vinder af Stockholms Internationale Musikkonkurrence. Jonathan har derudover modtaget flere eftertragtede legater, bl.a. Copenhagen Summer Festivals Talentpris, Jacob Gades Talentpris og et legat fra Betty og Valdemar van Hauen Fonden. Sammen med sig har han altså sin medstuderende og duopartner Elias, som også har gjort sig velfortjent bemærket i musikverden - han er guldmedaljevinder i Berlingske Tidende Musikkonkurrence, vinder af den danske Steinway Festival, har været solist med Armenian Philharmonic Orchestra, har fået tildelt et flygel af Augustinus Fonden og er lige blevet optaget på Universität der Künste i Berlin. Alt i alt bliver koncerten lørdag den 23. maj med garanti en spændende oplevelse med fantastisk musik fremført af to fascinerende begavede musikere - og så er der desuden gratis adgang.