Fortsæt til indhold

Pulje på 2,035 millioner til dagtilbudsområdet

Arkiv
Arkiv

Ny pulje på Finanslov 2015 skal anvendes til at tilføre mere pædagogisk personale i daginstitutionerne. Puljen skal i Greve Kommune anvendes til børn med særlige behov.
Greve Kommune har ligesom landets øvrige kommuner fået tildelt en pulje, som skal give bedre vilkår for børn i daginstitutionerne. Byrådet har besluttet, at Greves andel på 2,035 millioner, svarende til 5,3 fuldtidsstillinger, blandt andet skal anvendes til at styrke det sproglige arbejde med tosprogede børn.
- Der er forholdsvis mange tosprogede børn i Greve, og de har nogle særlige udfordringer i at tilegne sig flere sprog og kulturer samtidig. Det er vigtigt at styrke disse børns sprog i endnu højere grad, så de har et bedre sprogligt fundament, når de starter i skole, siger formand for Børne- og Ungeudvalget, Henrik Klem Lassen.
De ekstra ressourcer skal også bruges på personale til de børn i daginstitutionerne, som har behov for at være i et mindre miljø. Selv om Greve Kommunes dagtilbud i forvejen har fokus på, at børn har forskellige behov, vurderes det, at de ekstra ressourcer til dette er givet godt ud.
- Vi arbejder ud fra begrebet inklusion og fællesskaber. Det indebærer, at sårbare børn placeres i mindre grupper, men samtidig inkluderes mest muligt i de store grupper i institutionerne. På den måde får de mulighed for at deltage i sociale sammenhænge med de andre børn. Det vil give dem nødvendige sociale færdigheder og ruste dem bedre til skolen, siger formand for Børne- og Ungeudvalget, Henrik Klem Lassen.
Puljen er en del af Finanslov 2015, hvor der på landsbasis blev afsat 250 millioner kroner årligt i 2015-2018 til løft af dagtilbudsområdet.
pm