Hold på varmen
Energidagen er særligt målrettet boligejere, der kan få tips til, hvordan boligen kan energioptimeres, f.eks. efterisolering af loftet, nye vinduer eller hulmursisolering.
Energitjenesten står klar med to energikonsulenter, der kan rådgive om energiforbedringer, og de gennemfører også en række energitjek – både fællestjek og individuelle minitjek. Borgere, der er interesseret i et mini-energitjek af deres bolig, kan tilmelde sig hos klimakoordinator Anne Sofie Hartelius, Aabenraa Kommune.
På energidagen kan man også møde en lokal håndværker og få en snak om konkrete løsninger for sit hus. Hvis man overvejer at energirenovere sit hus, kan man også få inspiration til husets udseende og arkitektur.
Arkitekt Thomas Hillerup fortæller om, hvordan man kan energirenovere bevaringsværdige huse uden at gå på kompromis med bevaringsværdierne. Aabenraa Kommunes bevaringsarkitekt Frederikke Skovbo Winther svarer på spørgsmål om tilskudsmuligheder til renovering af bevaringsværdige huse. Er man i tvivl om, hvorvidt ens hus er bevaringsværdigt, så kan vi også tage et kig på det.
Dagen starter med kaffe og rundstykker kl. 9.45 i Damms Gård og slutter med en pølse fra grillen ved middagstid. Program og information på aabenraa.dk under Arkitektur og bevaring eller Klima.