HB Køge på vanskelig opgave i Aarhus
Møder oprykningsaspiranterne AGF i aften kl. 18.30 på NRGi Park
FODBOLD: Efter fire kampe i streg uden sejr, er presset på HB Køges 1. Divisionstropper stort forud for tirsdag aftens opgør mod topholdet AGF på NRGi Park i Aarhus. En kamp der fløjtes igang kl. 18.30.
De fire kampe har kun kastet to points af sig - to gange 1-1 mod Skive IK og AC Horsens - og Svanerne kan dermed endnu ikke sige sig fri af nedrykningsspøgelset i 1. Division. Holdet er dog otte points foran AB der er på næstsidste pladsen med fire spillerunder tilbage. Men et par points mere i samlingen ville lune gevaldigt.
Mens holdet ydede en rigtig god indsats med den rette indstilling i alle 90 minutter i sidste fredags hjemmekamp mod allerede oprykkede Viborg FF, kneb det mere med indstillingen i Kr. Himmelfartsdags nederlaget på 0-1 ude mod Vejle Boldklub.
HB Køges assistenttræner Kim Daugaard var efter nederlaget i Nørreskoven skuffet over resultatet og ikke mindst måden hvorpå kampen blev tabt.
- Vi er rigtig skuffede over indsatsen og resultaterne i de sidste fire kampe, der kun har givet os to point. Vi har ikke været, hvor vi skal og bør være. Vi må alle kigge indad og hæve vores niveau hele vejen rundt, så vi kan slutte sæsonen godt af i de sidste fire kampe, siger Kim Daugaard til www.hbkoge.dk forud for opgøret mod AGF.
Opgaven på NRGi Park i Smilets by bliver ikke nogen nem opgave for HB Køge.
AGF kan med en sejr - og hvis samtidig Lyngby og Vendsyssel FF sætter point til i ugens spillerunde - definitivt sikre sig oprykning til ALKA Superligaen. Så presset på hjemmeholdet vil også være stort fra de formentlig mange tusinde fans der tropper op på NRGi Park for at støtte holdet i den vigtige kamp.
AGF havde chancen for at sikre sig oprykning i den seneste spillerunde, men forspildte chancen med et overraskende 0-1 nederlag hjemme mod FC Fredericia.
- Det bliver langt fra en let kamp at komme tilbage på sporet i. AGF kan jo nærmest dufte Superligaen, og kan med en sejr kalde sig Superligahold igen. De vil være meget opsatte på at vinde over os, og efter deres 0-1-nederlag mod Fredericia i torsdags er de nok ekstra tændte på at få en sejr, så vi skal virkelig stramme os an, for at få en succes i Aarhus. Vi kan spille op mod alle hold i 1. Division, men det kræver en 100 % indsats over hele linien, og det er også det trænerteamet forventer på tirsdag, slutter Kim Daugaard.
I de to holds to tidligere opgør i sæsonen er resultaterne blevet 0-0 og 2-1 sejr til AGF. Begge kampe er afvikles på Herfølge Stadion.
Kampen kan følges live på TV3 Sport 1 med start kl. 18.00.