Kampen om skolen

For nylig blev der indgået en ny overenskomst mellem lærerne og kommunerne. Alle åndede lettet op, for en gentagelse af situationen fra 2013 ville være ødelæggende for folkeskolen.
Ved første øjekast tror man, at DLF, Danmarks Lærerforening, nu har tabt slaget om den forkætrede arbejdstidsaftale. Men skindet bedrager.
DLF måtte under forhandlingerne erkende, at en fornyet strejke ikke ville lykkes. Modstanden i KL, kommunernes organisation, og Regeringen var for stor. Derfor fik DLF flyttet kampen ud til kommunerne. Men formålet for DLF er det samme. Hvad DLF ikke kunne opnå ved de centrale forhandlinger, skal nu opnås ude i kommunerne. Det er kun midlerne, som er ændret. Parterne i denne kamp bliver nu den enkelte kommune og den lokale lærerkreds. I dagligdagen vil det være den enkelte skoleleder og tillidsrepræsentanten suppleret af fællestillidsmanden.
Hvis nogen altså troede, at der nu ville blive fred og ro på skoleområdet, kan de godt tro om igen.

Sat på spidsen: DLF vil ikke det samme som vi andre!

Efter regeringsskiftet i 2011 opstod der et klart flertal i Folketinget for en ny skolereform. KL ønskede samtidig at slippe ud af en overenskomst, hvor alt skulle presses ind i et skema med timer og minutter. I Folketinget kunne man ikke undgå at høre kommunernes utilfredshed med overenskomsten. Løsningen lå derfor snublende nær. Overenskomst og skolereform kunne ses i en sammenhæng. Det stod skrevet med selvlysende bogstaver på tavlen, at lærerne derfor ville tabe en strejke. Alligevel kastede DLF sig ud i en strejke. Kernen i konflikten blev formuleret af Anders Bondo Christensen: "De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da".
Omdrejningspunktet var altså ikke skolens ve og vel, men lærernes. Det er den magtkamp som nu forsætter lokalt.

Sat på spidsen: Skolereformen bruges som pressionsmiddel!

I lang tid har DLF talt nedsættende om den nye skolereform. Og man har spændt ben, hvor ben kan spændes. DLF ville have ret i sine dystre forudsigelser, koste hvad det ville. Man ville forsøge at presse sig til en ny arbejdstidsaftale.
Med den nye overenskomst kan man håbe, at DLF vil indgå mere positivt i arbejdet med at få skolereformen til at lykkes. Håbet er lysegrønt. For realiteten er nok, at DLF vil være mere optaget af få lukrative aftaler om arbejdstiden end skolereformen. Og skolereformen vil stadig blive brugt som pressionsmiddel.

Sat på spidsen: Lærerne skal ud af osteklokken!

Mange lærere havde ved Folketingets indgreb i 2013 en følelse af at være blevet kørt over og skød skylden på alle andre end deres egen fagforening. Egentlig må det undre, for er der noget en fagforening ikke må gøre, så er det at trække medlemmerne ind i en dyr og uoverskuelig konflikt, som man vil tabe. Hvorfor det skete, er der flere forklaringer på. En af dem er en karismatisk formand. En anden forklaring er sikkert også, at lærerne går for meget rundt og bekræfter hinanden og derfor ikke kan se, hvor meget DLF var og er ude af trit med omverdenen.
Vi har brug for lærerne, her og nu!
Lærerne er presset mellem deres egen fagforening og ønsket om at medvirke i dagligdagen. Faktisk kan mange lærere godt se de positive elementer i skolereformen. Men det er svært at få lov til at være positiv. Lad os håbe, at kampen om arbejdstiden ikke betyder, at skolereformens gode intentioner tværes ud til ingenting. Det er på tide, at DLF lukker dørene op mod omverdenen og erkender, at skolen tilhører samfundet. Og det er på tide, at DLF giver lærerne lov til at engagere sig i den nye skolereform.
Vi må gå ud fra, at politikerne i Roskilde Kommune er klar over, hvad der er på spil.
Rødt citat
Hvad DLF ikke kunne opnå ved de centrale forhandlinger, skal nu opnås ude i kommunerne. Det er kun midlerne, som er ændret.