Lærernes arbejdstid skal aftales på skolerne
Fra næste skoleår skal den konkrete planlægning af lærernes arbejdstid aftales på de enkelte skoler i Køge Kommune.
I øjeblikket har alle kommunens lærere samme ramme for deres arbejdsuge – de arbejder 40 timer om ugen, fordelt med 31 timer på skolen og ni timer til aftalte opgaver, der kan løses andre steder end på skolen. Men et flertal i Køge Byråd har nu besluttet, at det skal være op til de enkelte skoler, hvor meget lærerne skal være til stede på skolen.
I praksis bliver det skolernes MED-udvalg med skolelederen i spidsen, der sikrer dialogen om, hvordan lærernes arbejdstid skal fordeles efter sommerferien, fortæller formanden for Byrådets Skoleudvalg, Helle Poulsen:
- Vores skoler er meget forskellige. Derfor er der også forskel på, hvordan skolerne har brug for at fordele lærernes arbejdstid. Den slags beslutninger tages bedst lokalt, tæt på de mennesker, det handler om, siger Helle Poulsen.
Selvom de enkelte skoler i Køge Kommune nu får mere indflydelse på lærernes arbejdstid, er det ikke alt, de kan bestemme selv. Byrådet besluttede nemlig også tirsdag, at alle kommunens lærere skal undervise i op til 850 timer næste skoleår.
pm