Fortsæt til indhold

Stor interesse for dialog om vækst og udvikling

Arkiv
Arkiv

KØGE: Der har netop været afholdt årsmøde i Køge Erhvervsudviklingsråd og den genvalgte formand Ulf Stephenson er meget tilfreds med den store interesse, der er blandt de lokale erhvervsfolk, for at deltage i Køge Erhvervsudviklingsråd og bidrage aktivt til dialogen med Byrådets politikere omkring udvikling af Køge-området.
- Det er jo en stor ære og fornøjelse fortsat at få lov til at stå i spidsen for en gruppe engagerede mennesker, som er villige til at bruge deres sparsomme fritid på at kvalificere de politiske beslutninger og sikre vækst og udvikling i vores lille smørhul, siger Ulf Stephenson og fortsætter:
- Vi arbejder i KEUR for, at det skal være let og enkelt at drive virksomhed i Køge Kommune. Vores dialog med Køge Kommune handler i høj grad om, hvordan Kommunen kan være en central samarbejdspartner for vores erhvervsliv i arbejdet med at skabe en god forretning, vækst og jobs.
På årsmødet bød man også velkommen til tre nye ansigter: John Pihlkjær, direktør i Jyske Bank (udpeget af Køge Arbejdsgivernetværk), Jesper Køster, direktør i Spar Nord Bank (udpeget af Finansrådet) og Carl-Johan Juul-Jensen, partner i Addere Revision (udpeget af Foreningen af Liberale Erhverv i Køge).
Samtidig blev Jesper Køster nyvalgt til formandskabet, der ud over borgmester Flemming Christensen herefter yderligere består af: Ulf Stephenson - formand, direktør i Holship Danmark (Køge Arbejdsgivernetværk), Michael Buhl, direktør CF Petersen (DI Roskilde/Køge Bugt) og Jørgen Petersen (Køge Handelsstandsforening).
pm