Mens Store Hus venter på politiet

Der er ingen tvivl om, at de unge mænd, der dagligt opholder sig ulovligt i Store Hus, skal og bør opføre sig pænt. Desværre er der heller ingen tvivl om, at de ikke gør det. Og der er heller ingen tvivl om, at det IKKE en borgeropgave at opdrage på andres uopdragne unger, der er gået hen og blevet næsten voksne. Og det er slet ikke en borgeropgave at sikre, at man føler sig tryg i sit lokalområde, når det er blevet indtaget af en gruppe uromagere. Det er naturligvis en politiopgave.

Jeg tror absolut ikke, det er af ond vilje, dovenskab eller mangel på kompetencer, men det ser godt nok sådan ud, når beboere og ejendomskontor står der og råber ud over havet i et desperat forsøg på at få politiet til at komme i gang i Store Hus.

Desværre er politiet hængt hårdt op i disse år, og mens de arbejder på højtryk med at forebygge terror-anslag i København, så udsættes beboerne i Store Hus for hverdagsterrorisme, alt imens politiet (stædigt?) fastholder, at de gør, hvad der skal gøres, for at løse problemerne i ejendommen.

Set fra et beboerperspektiv ser det unægteligt ud som om, at politiet bruger tiden på langtrukkent og borgerfjernt skrivebordsarbejde, der med fordel kunne erstattes af både effektiv og forebyggende fysisk tilstedeværelse i ejendommen. Det ville være til gavn for både beboerne og for de unge, der har glemt, hvordan man skal opføre sig ordentligt. Beboerne ville få trygheden tilbage i deres liv, og de unge ville få en chance for at slippe for sigtelser, bøder og domme, der utvivlsomt vil gøre deres liv mere besværligt.

Og mens vi venter på at problemet løses af politiet risikerer vi i øvrigt, at der opstår langt større og længerevarende problemer i Store Hus. Nemlig at husets stærke beboere simpelthen flytter, fordi de ikke tør sende deres børn på legepladsen eller gå ud efter mørkets frembrud. Er det rimeligt? Nej. Er det rimeligt, at hverdagsterror bliver nedprioriteret? Nej.