Fortsæt til indhold

Team Esbjerg kan vinde grundspillet i aften

I aften møder Team Esbjerg HC Odense i Blue Water Dokken

Arkiv
Arkiv

Team Esbjergs historieskrivning kan ændres betydeligt i de kommende uger, hvis klubben lykkes med at indfri et eller flere af de ambitiøse sæsonmål. I aften kan første kapitel skrives, hvis holdet med en sejr over HC Odense for første gang nogensinde vinder grundspillet i Boxer Dameligaen.
HC Odense kommer med fire sejre i træk, heriblandt to etmålssejre over Randers HK og Viborg HK, og slås indædt for at besætte den sidste slutspilsplads. For Team Esbjerg tæller kun én ting: En sejr. Ellers rykker FC Midtjylland forbi.
"Når vi spiller på hjemmebane, skal vi vinde over alle hold, særligt når så meget står på spil. Vi har haft rigtig mange kampe i de seneste uger og vendte hjem sent mandag aften efter at have fået et slag i ansigtet i Ungarn. Men vi fik snakket EHF Cup-kampen rigtig godt igennem søndag og fik situationen vendt til, at vi nu vil overføre al energien til kampen mod Odense," siger Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen i en pressemeddelelse.
Odense stiller med fire landsholdsaktuelle spillere i Esbjerg, målvogter Cecilie Greve, Sarah Iversen på stregen, playmaker Nadia Offendal og højrefløjen Louise Kristensen. Hertil kommer flere udenlandske profiler i en stærk bagkæde.
- Vi forbereder os på at møde en modstander i topform, som har sindssygt meget at spille for. Ganske vist skal Odense have hjælp af København Håndbold til at slå Randers HK i sidste spillerunde, men holdet har de skadede spillere tilbage og vil utvivlsomt selv gøre arbejdet færdigt. Det vil vi også, siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg fik sportslige og mentale skrammer med 28-20-nederlaget i Ungarn, men fysisk slap truppen uskadt, og alle 15 spillere er klar til sæsonens foreløbig vigtigste kamp.