Arbejdet med vejtunnelen starter for alvor i påsken
I weekenden op til påske går Køge Kysts entreprenør i gang med at spunse jernplader ned i jorden til den kommende vejtunnel, som skal binde byen bedre sammen og fredeliggøre Stationsområdet.
KØGE: Arbejdet med at rydde områder, nedlægge kloak og fjerne gamle godsspor omkring den kommende vejtunnel, som gik i gang i begyndelsen af marts, er nu afsluttet - og det egentlige tunnelarbejde går nu for alvor i gang.
I den kommende påskeuge vil der således blive spunset, det vil sige ført jernplader til tunnelkonstruktionen ned i jorden. Dette arbejde vil medføre en vis støj fra området mellem Ivar Huitfeldtsvej og Værftsvej, hvor tunnelen skal anlægges under baneterrænet.
Den forestående spunsning, som fortsætter frem til midten af april, bliver den mest højlydte del af tunnelarbejdet. Der vil også foregå spunsning i etaper frem til august men af en ikke lige så støjende karakter.
Komplekst konstruktionsarbejde
- Vi ser frem til at komme rigtigt i gang med vejtunnelen, som er et komplekst og spændende konstruktionsarbejde. Den færdige tunnel skal både være med til at lette biltrafikken, binde byen bedre sammen trafikalt og gøre det kommende Stationsområde fredeligt at færdes i, siger projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst, der sammen med Køge Kommune finansierer vejtunnelen.
Når spunsningsarbejdet samt tunnelens vægge og tage er udført, udgraves selve tunnelen, og herefter laves der nedkørselsramper og tilslutningsanlæg i begge ender.
Den sidste del af arbejdet omfatter belysning, rækværker og beplantning på de tilstødende arealer. I anlægsperioden er det desuden nødvendigt at omlægge jernbanespor. Efterhånden som arbejdet med tunnelen skrider frem, vil der blive anlagt nye spor hen over tunnelen.
Vejtunnelen forventes at stå klar i løbet af efteråret 2016. Senere på foråret afholder Køge Kyst et ”åbent hus”-arrangement ved byggepladsen, hvor alle interesserede kan få mere at vide om tunnelprojektet – mere information følger nærmere arrangementsdatoen.
pm