Fortsæt til indhold

Virksomheden Lemvigh-Müller fik 1. præmie for at gå langt

Arkiv
Arkiv

Over 18.000 danskere har de sidste tre uger haft styr på hvert et skridt, fordi de har været med i Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne Tæl skridt. Heriblandt 18 medarbejdere hos Lemvigh-Müller i Kolding, som løb med 1. præmien.

10.000 skridt hver dag - det er slet ikke så nemt, som det lyder, men hos Lemvigh-Müller i Kolding har de fået det til at se nemt ud.

18 medarbejdere deltog i Tæl skridt-kampagnen i tre uger fra den 2. til den 22. marts 2015, og i den periode nåede de i gennemsnit op på 11.630 skridt pr. deltager pr. dag.


”10.000 skridt er en god målestok for, om vi får bevæget os nok. Hvis man har et kontorjob og kører til og fra arbejde i bil, så står skridttælleren nok kun på 3000, når man kommer hjem igen. Kampagnen skubber danskerne i gang til at lægge gåture og mere bevægelse ind i hverdagen,” siger kampagneleder og sundhedskonsulent i Dansk Firmaidrætsforbund, Stine Dragsbæk, som kunne overraske og overrække præmien på de 50.000 kroner til medarbejderne hos Lemvig-Müller i Kolding fredag den 27. marts 2015, hvor de 250 medarbejdere fra virksomheden var samlet til et hemmeligt event.


"Tæl skridt er en god måde at motivere kollegerne til at få rørt sig på. Det er tredje år, vi er med og det giver altså en god stemning på gangene i de tre uger", fortæller Jens Sørensen, der har stået i spidsen for holdet som holdkaptajn.


For den deltager, der har gået flest skridt på holdet, har kampagneugerne været med til at vække ham om morgenen:


"Det har været fedt med konkurrencegejsten i kampagnen. Jeg går til og fra arbejde. fem kilometer hver vej. Så kommer jeg op på de 10.000 skridt bare på den måde - og så når jeg lige at vågne, inden jeg møder", siger Matias Damm, holddeltager på det vindende hold.


De 15 kvinder og tre mænd fra holdet hos Lemvigh-Müller har vundet efter lodtrækning blandt de hold, der har gået mindst 10.000 skridt i 11 ud af kampagnens 21 dage.


2. præmien gik til et hold fra Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Sjælland, mens 3. præmien gik til et hold fra Afdeling Kornvangen under Udviklingscenter Esbjerg i Esbjerg Kommune.