120 år med judo og jiu-jitsu
<p class="urub">Hvidovre Judo og Jiu-jitsu Klub (HJJK) og Brøndby Judo Klub (BJK) fejrer deres respektive 70 års og 50 års jubilæum</p>
Der er kampstart for ungdomsklasserne U12 og U15 kl. 9 og for U18, U21, pokal-/masterklasserne kl. 13. Der afholdes jubilæumsceremoni, samt medaljeoverrækkelse for U12 og U15 klasserne kl. 12.30, som også Hvidovres borgmester Helle Adelborg er en del af. Turneringen forventes afsluttet ca. kl. 16.
Der er fri adgang for tilskuere til turneringen, og HJJK og BJK inviterer alle interesserede til en spændende dag med en masse god judo og sveddryppende kampe. I forbindelse med jubilæumsceremonien vil der være opvisning af udøverne fra HJJKs jiu-jitsu og aikido-afdelingerne.
Judo er en kampsport, der dyrkes af mænd, kvinder og børn i alle aldre, som motion, selvforsvar, sport og konkurrence. Judo, som det kendes i dag, er over 100 år gammelt. Det er udviklet af japaneren Jigoro Kano, som grundlagde en skole i Tokyo i 1882 som han kaldte Kodokan. Denne skole er siden blevet grundlaget for den judo vi kender i dag. I Danmark er det Dansk Judo og Ju-Jitsu Union (DJU), som samler klubberne. Judo er udviklet fra gamle selvforsvarssystemer, hvor det drejede sig om at uskadeliggøre en angriber. Jigoro Kano fjernede de farlige teknikker og arbejdede med principper for at træne sig selv, både fysisk og psykisk, for at blive en dygtigere kæmper. Judo er nu en olympisk sport og har 40 millioner udøvere på verdensplan.
I både HJJK og i BJK lægges der vægt på, at alle er velkomne og at alle kan komme og træne ud fra individuelle forudsætninger. Man kan både træne intensivt og målrettet mod konkurrenter, og man kan træne mere afslappet og lægge mere vægt på det sociale fællesskab. Når man træner judo, får man gennem hård fysisk træning styrket sine muskler, sin motorik og balance samt smidighed. Det giver selvtillid og mental balance i hverdagen samt en sund krop og en god kondition. Ligeså vigtigt er fællesskabet med de andre medlemmer i klubberne.
Man kan finde mere information om HJJK på hjemmesiden hvidovrejudoogjiu-jitsuklub.klub-modul.dk. Og om BJK på hjemmesiden broendbyjudoklub.dk/ Der kan man læse om hold og træningstider. Alle er velkomne til gratis prøvetimer i klubberne.
HJJK og BJK håber, at rigtigt mange vil møde op og fejre jubilæerne og få del i en spændende dag.
ebo