- Et stort HOLD-KÆFT-bolsje...

Medlem af bedømmelsesudvalget, Erling Groth, gør status over arbejdet med Hvidovre Bymidte: Og han er ikke imponeret..

Således siger Erling Groth om kommunens bymidteprojekt og borgerinddragelsen. Han fortsætter:
- Bymidtebeslutningen i 2015 skal tages på et oplyst grundlag og byrødderne vil virkelig have borgerne med denne gang. Mange Hvidovreborgere og interessegrupper har sukket efter denne borgerinddragelse de seneste par årtier.
- Nu glæder vi os til den 10. marts, hvor arkitektfirmaerne Vandkunsten og BCVA præsenterer flotte plancher - måske modeller - med hver to foreløbige scenarier, et med og et uden Risbjerggård. Meget spændende...

Liv i Bymidten

“Liv i bymidten - her og nu og i fremtiden”.
Det var overskriften da HVIDOVRE BYMIDTE med nyt logo og borgmesterindledning igangsatte det længe ventede bymidteprojekt 26. november 2014 på Risbjerggård.
- Godt nok kun for en særlig indbudt skare af 50 aktive borgere og 25 embedsmænd og konsulenter, pointerer Erling Groth:
- Det undrede måske, at borgmester Helle Adelborg i november ikke havde ret meget at sige om kommunens største byomdannelses-projekt til dato. Om den bymidteplan, som mange vel opfattede som hovedemnet denne aften. Hun gav hurtigt mødeledelsen over til konsulentfirmaet GivRum, som kunne fortælle om formålet med workshoppen, som er “at få udbredt kendskabet til planerne omkring bymidten og få aktiveret de ressourcer der er i kulturlivet i Hvidovre”...

Positivt fra start

- Det går man selvfølgelig positivt med på - især når der allerede ligger fortrykte plancher med fortrykte temaer på alle bordene og hvert bord er mandsopdækket af professionelle embedsmænd og konsulenter, som på formøder er blevet nøje instrueret i hvordan borgerne og interessegrupperne skal håndteres. Hvad der skulle tales om og - især - hvad der ikke skulle tales om, fortæller Erling Groth videre:
- Det skulle kun handle om midlertidige aktiviteter. For så vidt en harmløs brainstorm, med flere gode idéer. Men det var også en hård styring af forsamlingen - i en blød indpakning, som man nu om dage betaler konsulenter dyrt for.
- Lige så hård styringen var ved at lede energien ind i en verden af “midlertidige aktiviteter”, lige så håndholdt og amatøragtig var afstemningen til det såkaldte Bedømmelsesudvalg, hvor der i forsamlingen skulle vælges tre borgerrepræsentanter. Der var stort set ikke styr på noget som helst: Hvem var tilstede? Hvor mange var stemmeberettigede? Hvem kunne stemme? Hvor mange udenbys embedsmænd stemte om hvem der skulle repræsentere borgerne?
- Stemmesedlerne blev uddelt som servietter. Borgmesteren måtte ændre stemmereglerne midt i valghandlingen. Man kunne næsten høre de drevne foreningsfolk krumme tæer under bordene...

Bymidten på Facebook

- Efter workshoppen blev der under det nye bymidtelogo søsat en ny kommunal Facebookgruppe ved navn “Hvidovre Bymidte”.
- Nu forventede vi at kunne komme i gang med den egentlige dialog om Bymidten. Densom politikerne ønskede, men som udeblev på start-konferencen, siger Erling Groth:
- I introduktionen til Facebooksiden skriver kommunen da også, at “Borgerne skal i høj grad inddrages i processen - især i forhold til de midlertidige aktiviteter, som løber frem til 2016 skal der skabes mere liv i bymidten, samt vise hvad området kan bruges til og potentielt inspirere de udvalgte tegnestuer (Vandkunsten og BCVA). Tegnestuerne har til opgave at udarbejde forskellige scenarier for en helhedsplan baseret på omfattende borgerinddragelse (…) Der er tale om en digital workshop, hvor vi opfordrer borgerne til at netværke og tage initiativer til at etablere forskellige aktiviteter”.
- Så skulle man tro, at alle forhindringer var ryddet af vejen for en fri borgerdebat. Men hele perioden fra november til februar har det været op ad bakke. Igen og igen har kommunen på siden indskærpet: “På baggrund af den debat, der er herinde, er det vigtigt for os at understrege, at den workshop, som blev holdt i november for særligt inviterede, var et forsøg fra vores (kommunens) side på at stikke en finger i jorden i forhold til at skabe midlertidige aktiviteter i bymidten - mens vi venter på at helhedsplanen bliver vedtaget (…) Med workshoppen den 10. marts tager vi fat på den del af processen, som handler om selve den fysiske udformning af en kommende bymidte”
- I øvrigt omtaler GivRum i en efterfølgende evaluering slet ikke Facebooksiden som en del af “de midlertidige aktiviteter”. Hvad er den så, hvis ikke et bevidst redskab til borgerinddragelse?, spørger en forundret Erligt Groth...

Bad timing

- På trods af den kommunalt fremkaldte usikkerhed om man må eller ikke må diskutere de store linjer i Helhedsplanen, så er der faktisk kommet gang i flere konstruktive dialoger på Facebooksiden. F.eks. om et borgerforslag fra arkitekten Ole Pihl, som nu, på opfordring, har fjernet nybyggeriet bag rådhuset fra hans oprindelige plantegning. Hans gennemarbejdede skitse har, ligesom andre forslag, ganske sikkert allerede inspireret arkitektgrupperne på visse punkter...
- Det er noget nyt med Facebook så direkte anvendt i en seriøs planlægnings/borgerproces, men trolden er kommet ud af æsken. Erkend dog at det nye medie dé fakto har givet nye muligheder for dialog. Slip det løs. Alle borgere skal jo ikke blive enige om alt. På et tidspunkt skal der naturligvis skæres igennem, mener Groth...

Nej til diskussion af scenarie A og B i gruppen

- De fire scenarier fra de to dygtige arkitektfirmaer glæder vi os nu til at få præsenteret den 10. marts. De vil forhåbenlig yderligere skærpe debatlysten på nettet. Kommunalbestyrelsens mening med hele borgerinddragelsen er angiveligt, at borgerne skal inspirere arkitekterne. Det bliver der ikke meget af, når forvaltningen siger om Facebookgruppen: “Med hensyn til at blive hørt her i gruppen i forhold til Scenarie A og B efter 10. marts, så er svaret nej”...

Hold-kæft-bolsje

Erling Groth opfordrer til, at der sættes mere tid af til borgerinddragelsen:
- De 27 dage mellem 10. marts og 7. april er som en våge i isen - en ekstremt kort periode, hvor der formelt kan kommes med input før arkitekternes afleveringsfrist 7. april. Og så lægger man låg på den mest direkte mulighed for at kommunikere borger til borger til fag-ekspert, i en åben debat. Facebooksiden giver mulighed for en langt mere demokratisk debat end embedsmænds og konsulenters håndtering af borgernes idéer i mere eller mindre manipulerede fremtidsværksteder, som det vi blev udsat for i november!
- Ordentlige løsninger som giver borgerne en følelse af medejerskab tager tid. Borgerdeltagelsen i forbindelse med Spinderiet og Valby Bymidte varede flere år. Hvis den rigide tidsplan fastholdes, så vil Hvidovre Kommune sjuske borgerdeltagelsen i 1. fase igennem på tre uger, hvoraf den ene uge er Påsken.
- Moratorium betyder forsinkelse. Udsættelse, tænkepause. Det er, hvad der er brug for - for Hvidovre Bymidtes skyld.
- Lad borgere komme på banen i mindst tre måneder, slutter Erling Groth...