Fortsæt til indhold

Vi har massive uddannelsesproblemer på Sjælland

Arkiv
Af Morten Dahlin, folketingskandidat for Venstre i Slagelse-Kredsen

Alt for få unge får en uddannelse på Sjælland. Faktisk ligger 16 af de 20 kommuner hvor færrest får en uddannelse øst for Storebælt. Særligt Vest-, Nordvest- og Sydsjælland hænger i bremsen når det kommer til uddannelse.
Manglende traditioner for kompetencegivende uddannelser er et stort problem for mange familier.
Når hverken mor eller far gik længe i skole, så kan det være svært at forstå, hvorfor sønnen/datteren har brug for blive i uddannelsessystemet.
Derfor skal vi som samfund gøre det let og smidigt at tage en uddannelse, så der bliver færre undskyldninger for at droppe skolen. Sådan er det bestemt ikke i dag.
F. eks nedprioriterer de nuværende fordelingsregler på gymnasierne konsekvent de elever der bor på landet. Man kommer altså automatisk bagerst i køen, fordi man bor uden for en stor by. Det er dybt uretfærdigt.
Samtidig gør de centralt fastsatte regler om samlæsning det næsten umuligt at drive den nye og populære EUX-uddannelse uden for de største byer.
For når de små EUX-uddannelser, ikke kan få lov at køre fælles undervisning på tværs af de forskellige studieretninger, så betyder det, at de ikke kan garantere eleverne, at de kan tage hele deres ungdomsuddannelse på ét sted.
Det kan måske lyde som et banalt problem, men når man ikke har den nødvendige støtte hjemmefra, så er det svært at skulle tage på tværs af Sjælland hver dag, for at få de nødvendige fag til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Den samme type udfordringer oplever vi, med mange andre uddannelsesretninger: Reglerne er så rigide, at det er svært at drive skole i landdistrikterne.
Det er ikke fair. For uddannelse skal ikke kun være tilgængeligt i storbyerne. Derfor skal vi gøre op med den centralistiske uddannelsespolitik, der gør det svært at uddanne sig lokalt, hvis man bor uden for Københavnsområdet.