Om igen med dåsepanten!

H.C. Schmidt fra Vojens - medlem af folketinget og tidligere minister i mange omgange - kender dåsepantsproblematikkerne indefra. Allerede da han var miljømister var der planer om at løse knuden med den omfattende grænsehandel, hvoraf en stor del af embalagen efterfølgende ender i den danske natur.
Han skriver dette indlæg i dag på Lokalavisens debatside:

Regeringen, SF og Enhedslisten har lavet en aftale om dåsepant. Jeg går ind for pant på dåser – også i den grad. Både af hensyn til miljøet og de dyr, der desværre spiser resterne af de efterladte dåser, og af hensyn til konkurrencevilkårene. Men aftalen skal kunne virke i hverdagen og ikke bare være et forslag, der skal bruges i en valgkamp. Så debatten drejer sig ikke om at være for eller imod dåsepant, men derimod om den indgåede aftale kan virke i den virkelige verden. Det kommer denne aftale desværre ikke til at gøre, og derfor er det en ”ommer”.
Det er efterhånden ved at være en gammel historie. Da den tyske lov om pant på øl - og sodavandsdåser blev vedtaget i 1992, skete det angiveligt af hensyn til miljøet. Det var måske også et spørgsmål om at beskytte de mange små tyske bryggerier, der ikke havde råd til at indføre et tappeanlæg til dåser. De var naturligvis interesserede i, at der skulle lægges så mange hindringer i vejen for salget af øl på dåser, som muligt. Loven skulle dog kun træde i kraft, hvis salget af øl i emballager uden pant (dåser) kom til at overstige 70% af det samlede ølsalg. Det skete i 2002, og derfor skulle den nye lov efter planen træde i kraft 1.januar 2003. Diskussionen mellem politikere og grænsehandlere bølgede frem og tilbage. Men resultatet blev en hurtig modreaktion fra Grænsehandelen, og det førte til den nuværende ordning med en eksporterklæring og undtagelse fra dåsepant.
Nu er der jvf. miljøminister Kirsten Brosbøl indgået en aftale med delstaten Slesvig-Holsten – hvorimod Mecklenburg-Vorpommern har sagt klart nej. Den almindelige dansker undrer sig. Hvad er det egentlig, aftalen går ud på? Ja f.eks. skal grænsebutikkerne selv kunne vælge, om de vil benytte sig af den danske eller den tyske dåsepant, når de sælger øl og sodavand på dåser til de danske forbrugere – eller rettere til jyderne og fynboerne - eller rettere, kun hvis de er danske statsborgere. Alle andre slipper nemlig. Og de danske statsborgere, der tager færgen og lander i Mecklenburg-Vorpommern slipper også helt og fortsætter på den gamle ordning. Og så er der lige noget med moms på 19 øre, som man ikke får igen i det danske returpant-system, sådan som aftalen er strikket sammen lige nu. Det sikrer den tyske stat 200 mio. kr. Forvirret? Forståeligt. Men der er også mange andre penge involveret. Dansk returpantsystem skal nemlig investere 1,4 mia. kr. for at kunne modtage de dåser, der sælges i grænsebutikkerne. Men de ved ikke, om de får brug for anlægget, da butikkerne først efter, at anlægget er opført, skal beslutte, om de vil vælge dansk eller tysk pant. Og der er mange andre spørgsmål, der presser sig på..
En noget enklere løsning ville have været, at man havde harmoniseret dåsepanten, således at dansk og tysk dåsepant udgjorde samme beløb. Og harmoniseret retursystemet, således at tyske dåser kunne indgå i det danske retursystem og vice versa. Det havde været en sejr for miljøet og dyrene. Det ville også være en sejr for EU’s intentioner om varernes frie bevægelighed.
Fleggaard har allerede snoet sig og fundet en ordning, som kan omgå den nye lov, som vel at mærke ikke er vedtaget endnu.
Det overrasker ikke, for forslaget er som sagt ikke gennemtænkt og bærer mest præg af, at det er vigtigere at få en hurtig ordning end at få en ordning, der virker i det virkelige liv.