Fortsæt til indhold

Brutale røvere fik lange fængselsstraffe

Tre rumænske røvere, der overfaldt guldsmedeægteparret Normann i dettes soveværelse, fik i går lange fængselsstraffe

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Det var en gruopvækkende nyhed, som ramte en morgensøvnig by, mandag den 4. april i fjor.
Imens de fleste stadig lå i deres senge, trængte røvere ind i privatboligen hos ægteparret Normann, som driver guldsmedeforretningen Poul Normann i Haderslev. Her gennemførte de et røveri, hvorunder de både truede ægteparret på livet og i flere omgange udøvere brutal vold imod de sagesløse mennesker.
I går kom samfundets dom så. Den faldt i Tyskland idet den kriminelle trio også har været aktive syd for grænsen. Men udåden i Haderslev tæller med i regnestykket.
De tre blev anholdt to måneder efter røveriet i Haderslev - den 7. juni - i Tyskland. Deres domme omfatter kriminalitet begået i Tyskland – både inden røveriet i Haderslev og efter.
De tre mænd blev idømt henholdsvis seks år og tre måneders fængsel, syv år og ni måneders fængsel og 10 års fængsel.
"Sagen er blevet opklaret efter en meget intensiv og omfattende efterforskning – både lokalt og med indsættelse af mandskab fra centrale enheder hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Samtidig har der været et meget nært samarbejde med tysk politi," oplyser politiet i en pressemeddelelse.