Kun tre tyverisager fylder i døgnrapporten
Mindre tyverier er ene om at optage plads i politiets døgnrapport i Esbjerg
Politiet i Esbjerg har haft en meget rolig nat. Kun enkelte tyverisager er noteret i døgnrapporten det seneste halve døgns tid.
Blandt dem er et tyveri af en iPhone4 fra et skab hos en virksomhed på Trafikhavnsvej. Tyveriet er sket mellem fredag og tirsdag, hvor det blev opdaget.
Også en anden af døgnrapportens hændelser ligger noget tilbage. Fredag den 13. marts blev det begået butikstyveri i Elgiganten i Esbjerg, da en person stak af med Xbox udstyr for 550 kroner. Forretningen har foretaget en skriftlig anmeldelse af tyveriet, hvilket er forklaringen på, at det først nu optræder i politiets papirer. Takket være god videoovervågning i Elgiganten har politiet udset sig en mistænkt for tyveriet.
I forhold til tyveriet af en damepung sent tirsdag eftermiddag i Netto på Højtoftevej forholder det sig stik modsat. Her har politiet endnu ingen mistænkt for tyveriet af den lyserøde/røde damepung. I pungen lå diverse kort samt et tilgodehavendebevis på 1.200 kroner.