Fortsæt til indhold

Under magiske syv sekunder

<p class="urub">Kasper Olsen overraskende DM-sølvvinder</p>

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Festus Asante vandt klart sit indledende heat i 6,97 sekunder for de 60 meter, men styrtede umiddelbart efter mål dramatisk om på løbebanen med, hvad der umiddelbart lignede en fibersprængning i baglåret, oplyser Sportschef Michael B. Jepsen fra klubben.

- Hvidovreløberen var dybt ulykkelig over at gå glip af den første DM-finale for sin nye klub, da han var blandt de absolutte topfavoritter. Liggende med benet oppe kunne Festus Asante så glæde sig over, at klubkammeraterne gjorde det godt med årsbedste på stribe til Martin Kristensen (7,36 sek.), Arnór Jonsson (7,30 sek.) og ikke mindst Kasper Olsen, der overraskende røg til finalen med ny personlig rekord på 7,02 sek. I B-finalen fik Arnór Jonsson kappet endnu en hundrededel af sin tid og endte her på en 6. plads med 7,29 sek. I A-finalen, hvor DM-medaljerne skulle deles ud, var der en forrygende start til Kasper Olsen, der tidligere netop har kæmpet med denne del af sit sprint. Men her fungerede det 100 %. Det betød så lige pludselig, at Kasper Olsen var med hele vejen op af banen, og da tophastigheden er hans varemærke, blev der rykket op gennem feltet på vej mod mållinjen, hvor Kasper Olsen til alles overraskelse havde presset sig frem på en sølvmedaljeposition, og for første gang kom under de magiske syv sekunder med 6,98 sek!

- Fantastisk præstation af Kasper Olsen, og en bemærkelsesværdig historie om, at Hvidovres hurtigste sprinter ikke stiller til start, vores næstbedste bliver skadet på vej mod finalen, og så tager vores 3. bedste mand sensationelt over og erobrer DM-sølv!

- Med en ung og sulten Simon Mathiasen ventende i kulissen sammen med den rutinerede Arnór Johnsson, så ser det ud til, at Hvidovre kan stille en skræmmende kvartet på 4x100m stafet til udendørs sæsonen, der på papiret har kvaliteten til at kunne udfordre den Danske Rekord på 40,42 sekunder...

- Der var mere at glæde sig over, da junioren Zarah Buchwald efter 7,92 sekunder i indledende runde på kvindernes 60 meter kvalificerede sig til finalen, hvor det med en endnu bedre tid blev til en 6. plads med 7,90 sek. Den blot 16-årige Sebastian Bærnthsen fik sin debut ved et seniormesterskab, og kastede sig uimponeret og respektløst ud i det, da han på 3.000 m. i B-finalen friskt gik frem og satte tempo, så feltet blev strakt ud og snart faldt fra hinanden. Målet var at sætte personlig rekord og nærme sig kravet til sommerens VM U18 i sydamerikanske Columbia på 8.38,61min. Det blev til en 2. plads i B-finalen, men tiden var så hurtig, at den overgik mange af tiderne opnået i A-finalen, og faktisk betød, at Sebastian Bærnthsen sluttede på en samlet 4. plads i sin seniordebut, og satte personlig rekord med godt tre sekunder med 8.49,52 min. Kravet til VM er heldigvis fortsat lang tid til at klare, da deadline er i starten af juni måned, men det ser bestemt realistisk ud...

- Hvidovres største navn på spindesiden, kuglestøderen Maria Sløk, var ude i endnu en tæt dyst med sin evige rival, Trine Mulbjerg, der nu er skiftet fra Århus 1900 til Sparta på Østerbro. Trods ny årsbedste med 15,87 meter formåede Maria Sløk ikke at løbe med sejren denne her gang, men konkurrencen viste endnu en gang, at det er dagsformen der afgør striden, når Danmarks to bedste kuglestødere mødes...