Fortsæt til indhold

Mia Marion dedikerede sang til kræftens Bekæmpelse

Arkiv
Arkiv

"For mange år siden døde min mormor af kræft i livmoderen, men jeg mærker stadig et tomrum hver år den 26 september. Da jeg selv fik konstateret svære celleforandringer, opdagede jeg, hvor svært det kan være at tale om kræft. Med denne sang vil jeg dele mit savn og være med til at bryde tabuet omkring de livsvigtige screeninger. Sangen hedder Marion, ligesom min mormor." - Mia Marion, sanger og sangskriver.
Sådan stod der tirsdag aften på Kræftens Bekæmpelses Facebookside, da de delte sangen ”Marion” som ugens #tirsdagstiltag. Sangen er skrevet af sanger og sangskriver Mia Nielsen, som er forsanger i orkestret, Mia Marion.
"Det har været nogle ret vilde dage. Vi har fået næsten 50.000 visninger på Facebook, og også rigtig mange dejlige kommentarer med på vejen. Det betyder rigtig meget for mig at så mange har bakket op omkring sangen, fordi den er så personlig for mig," siger Mia.
Hvis man lytter til flere af Mia Marions sange, vil man opdage at følsomheden og inderligheden går igen.
”Jeg kan godt lide at skubbe mine egne grænser, når jeg skriver sange. Hvis de ikke er vigtige og rørende for mig selv, kan jeg heller ikke forvente, at de vil gøre et indtryk på andre. Det er også derfor, at jeg havde lyst til at dedikere ”Marion” Til Kræftens Bekæmpelse. Jeg håber, der sidder nogen og ser videoen og tænker; "den følelse kender jeg"!
Til daglig studerer Mia rytmisk sang på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

"Byen, og ikke mindst den barske natur ved Vesterhavet har været en stor inspirationskilde i forhold til min sangskrivning. Jeg er fascineret af skønheden i det rå og upolerede. Det er nok også derfor, at der har sneget sig så meget omkring hav, blæst og regn med i mine tekster."
Mia Marion er i gang med at planlægge foråret og sommerens koncerter, og i starten af april går Mia og hendes band i studiet for at indspille en EP.