Fortsæt til indhold

Livsstilsdage på Ledreborg Slot

Arkiv
Arkiv

LIVSSTIL: Angora Bodywear ApS, Fatih Isik og Kyhn & Illum ApS, Køge, Vævestuen Naturdesign, Havdrup, Dust of Cph., Bjæverskov, og Kasper Strunges Fliserens, Solrød Strand, vil i pinsedagene fra fredag den 22. til mandag den 25. maj være at finde på Ledreborg Slot ved Lejre vest for Roskilde, hvor årets Livsstilsdage finder sted.
Blomsterkunstneren Mogens Grønbech, udstillingens idemand, vil på Ledreborg præsentere sit arrangement, som han har givet navnet "Kunstens Oase", og her vil gæsterne kunne møde billedkunstneren Per Hillo, som midt i blomsterhavet finder inspiration til sine romantiske billeder.
Lige op under 275 udstillere vil være repræsenteret på Ledreborg, hvor man kan finde nyheder inden for f.eks. udekøkkener, blomster og krukker, mad og drikke.
Besøgende vil kunne hente ideer til haven og til hjemmet og tillige inden for mode og velvære. Der vil være mulighed for at prøvesmage nyheder på en række områder, herunder vine og mad af forskellig art og også øl, Forårsbryg, som er fremstillet på byg fra markerne omkring Ledreborg.
Da danskerne i disse år i høj grad interesserer sig for at dyrke sport og leve sundt, er der skabt et nyt område - Outdoor Playground - hvor man har samlet forskellige sportsgrene, så gæsterne både kan høre om og prøve de nye sportstiltag.
Børnene og unge mennesker er der også tænkt på, så man kan tage en tur i en landrover på en forhindringsbane eller med en svævebane på en 1,7 km tur med flere end en snes svæv.
Man kan se og også få lov at røre bondegårdsdyr, høre lokale historier i et telt og overvære underholdning på det musikalske område, ligesom det vil være muligt at prøve at slå søm i og tillige bruge en sav - under kýndig vejledning!
I Madhåndværkslejren vil man finde Michael Twide, Gunhild Rasmussen, Johanne Schimming, Bager Sofus, Karen Windfelt Byrne, Michael Svane, Lars Norman Olsen, Bjarne Krog, Frederik Ørting, Veronika Hultberg og Niels Nørskov.
pm