Køge Håndbold opruster til mødet med 1. Division
HÅNDBOLD: Sæsonen 2014/15 er slut i Køge Håndbold - der skiftede til dette navn pr. 1. april efter mange under navnet Team HK Køge - men hvilken én af slagsen.
Klubbens tre øverste hold - herrernes første- og andethold og damernes førstehold - rykkede alle en række op i systemet, således at herrernes førstehold næste sæson skal prøve kræfter med 1. Division som er landets næstbedste række. Andetholdet skal spille i 3. Division, mens damerne skal prøve kræfter med Kvalifikationsrækken.
Og i tilgift høstede ungdomsholdene en hel del mesterskaber - U/10 pigerne blev sågar uofficielle danske mestre og pokalmestre.
Nu er forberedelserne til den nye, spændende sæson 2015/16 i fuld gang - og der arbejdes på højtryk for ikke mindst at give herrernes nye 1. Divisionshold de absolut bedste betingelser når det går løs efter sommerferien.
Klubben havde onsdag eftermiddag indkaldt hele den lokale verdenspresse til møde i storsponsoren Spar Nords lokaler i Køge.
Her præsenterede klubben bl.a. hele to nye sponsoraftaler - ligesom sportschef Casper Jeppesen og cheftræner Thomas Jørgensen kunne præsentere seks nye spillere til førsteholdstruppen - samt en ny assistenttræner.
Hvem disse navne er - det kan du læse meget mere om torsdag formiddag, hvor du også kan se fotos fra pressemødet.