Gratis speedway for alle op til 15 år
Esbjerg Motorsport giver gratis adgang for alle op til 15 år i hele denne sæson. Det sker for at fastholde den store interesse blandt børn og unge for sporten.
Der har været rigtigt mange tilskuere på Granly Speedway Arena de seneste sæsoner, og blandt dem har der været mange børn og unge. Den udvikling skaber interesse for flere, der måske kunne finde på at kaste sig over en spændende sport, og den udvikling vil Esbjerg Motorsport gerne fremme. Derfor vil der i hele denne sæson være gratis adgang for alle til og med 15 år.
"Det er rigtigt positivt, at så mange tager deres børn med til speedway, for vi vil selvfølgelig gerne have nogle unge mennesker til at starte med at gå til speedway, og der er bare mange, der bliver fascineret af sporten. Det giver selvfølgelig også flere tilskuere, og der er mange, som temmelig sikkert kunne finde på at fortsætte med at se speedway, når de selv bliver lidt ældre, så det er også en investering i at få et stort publikum i fremtiden. Alt i alt er det noget, som vi gerne vil fremme, og i sidste sæson kunne vi tydeligt se effekten af eksempelvis vores familiedage, så derfor hæver vi nu aldersgrænsen, så du først skal betale for billetten, når du er 16 år gammel. Det håber vi, kan være med til at fastholde den positive udvikling i vores tilskuertal," fortæller adm. direktør i Esbjerg Motorsport Elite, Erik Falk Svendsen.
Der er således også gratis indgang for alle op til og med 15 år, når Esbjerg Vikings den 20. maj klokken 18.30 møder Region Varde på Granly Speedway Arena.