Fortsæt til indhold

Optakt til Le Mans 2015

Arkiv
Arkiv

Restaurant Pakhuset

Der bliver Le-Mans magi i luften i Restaurant Pakhuset torsdag den 4. juni 2015, når Danmarks første Le Mans vinder – John Nielsen – går på scenen sammen med sin TV-kommentator kollega Jens Hansen for at give deres bud på det kommende Le Mans løb uden deltagelse af den 9-dobbelte danske Le Mans vinder Tom Kristensen.
Den første sejr kørte han hjem i 1997, og så fulgte ellers Tom's fantastiske sejre i 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008 og endelig i 2013. En fantastisk sejrsrække, som næppe nogensinde bliver overgået.
De seneste mange sejre sad Tom bag rattet i de hurtige Audi'er, og når Le Mans blev vist på TV kunne man se tusindvis af danske flag på tilskuerpladserne. Danskerne valfartede til Le Mans og mange, mange tusinde kiggede med på TV. Det var spændende, når starten gik, og hvad mon natten ville byde på?
På TV så man solen stå op, og de deltagende biler kørte stadig for fulde tryk.
Det næste højdepunkt var når klokken om søndagen nærmede sig 15.00. Ni gange var legendariske Tom Kristensen i front, og alle Le Mans fans bag TV-skærmene hujede og skreg medens gåsehuden indfandt sig. Store øjeblikke var det.
Foredragsholder John Nielsen vandt sit første Le Mans løb i 1990, og deltog sidenhen i det berømte løb, så han ved om nogen, hvad Le Mans går ud på.
I år bliver det så uden Tom Kristensen, der i januar måned på et pressemøde meddelte, at han indstillede karrieren.
Helt uden Tom Kristensen bliver det dog ikke, idet han hædres for sine ni sejre. Han skal være Grand Marshal og starter i front med hele feltet bag sig. Efter en omgang trækker han i pit, og Le Mans gives frit.
Det bliver et stort øjeblik for alle danske Le Mans fans at se Tom Kristensen i front for aller sidste gang.

John Nielsen og Jens Hansen vil levende fortælle om deres syn på Le Mans lige nu, uden Tom Kristensen og med nye regler. Hvad vil det hele betyde? Kan vi bevare den danske begejstring for Le Mans? Hvilke biler stiller op, og hvor har vi Jan Magnussen i Corvette.
Kom og få svar på de mange spørgsmål i Restaurant Pakhuset. Billetter købes på
www.pakhuset.net

John Nielsen og Jens Hansen ved et tidligere event i Restaurant Pakhuset