Tre personer efterlyses for tricktyveri
Onsdag kl. 13.40 blev en 87-årig kvinde udsat for et tricktyveri på Strandhavevej. Kvinden blev kontaktet af tre personer, som forsøgte at få hende til at læse og underskrive dokumenter de medbragte. Den 87-årige kvinde havde tidligere handlet i to forretninger, hvor hun brugte hendes dankort og havde set de tre personer.
Senere på dagen opdagede kvinden at hendes dankort var stjålet. De tre gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, nordeuropæisk af udseende, 170-175 cm, almindelig kropsbygning. Han var iført en lys skjorte.
B: Kvinde, nordeuropæisk af udseende, 175-180 cm, spinkel kropsbygning, lys mellemlangt hår. Hun var iført en kort sort jakke og en lys kjole.
C: Kvinde, sydeuropæisk af udseende, 160-165 cm, kraftig kropsbygning, sort mellemlangt hår. Hun var iført sort tøj.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.