Svensk landsholdsmålvogter til Team Esbjerg
Den svenske landsholdsmålvogter, Filippa Idéhn, spiller i den kommende sæson for Team Esbjerg. Den 25-årige IK Sävehof-spiller har indgået en foreløbig etårig aftale og har dermed valgt det samme skridt i karrieren som en anden af den svenske topklubs profiler, Jenny Alm.
"Jeg spiller Champions League med Sävehof, men den svenske liga er ikke så god som den danske, og jeg ser frem til at spille på et højere niveau og få mere jævnbyrdige kampe. Jeg har talt med Johanna Ahlm, som siger, at Team Esbjerg er en velfungerende klub med god træning og mange dygtige spillere, der vil noget med deres håndbold," siger Filippa Idéhn, der spillede i flere mindre klubber inden IK Sävehof fra 2012.
Hun ser frem til samarbejdet med sin nye makker, Emily Stang Sando, der har været det klare førstevalg på målvogterpladsen, siden Kari Aalvik Grimsbø i vinter skiftede til ungarske Györ. Men forinden skal hun sammen med Sävehof forsøge at vinde sit tredje svenske mesterskab. Göteborg-klubben, der har vundet de seneste seks mesterskaber, kæmper lige nu for at blive den ene part i finalen i Scandinavium i hjembyen 24. maj.
Filippa Idéhn var i december med til at vinde bronzemedaljer ved EM med det svenske landshold, som hun har spillet 41 kampe for. Den anden målvogter er klubkammeraten Johanna Bundsen, og netop tilstedeværelsen af to landsholdsmålvogtere i samme klub er en medvirkende årsag til, at hun har lyst til at tage et nyt skridt i karrieren. Sverige spiller i juni play-off-kampe mod Kroatien for at kvalificere sig til VM i Danmark til december.
"Vi fik med EM-bronzen vist, at vi er til at regne med i toppen, og selv om der er mange gode nationer, vil vi gøre alt for at blive der. Personligt vil jeg kæmpe for at bevare min plads på landsholdet," siger Filippa Idéhn.
Med sine 1,83 m arbejder hun meget med at positionere sig rigtigt i målet og er tillige aggressiv over for skytter. Sportschef Thomas Hylle ser forskellen på næste sæsons to Team Esbjerg-målvogtere som en styrke.
"Filippa er en rigtig god målmand og en lidt andet type end Emily. Jeg er sikker på, at de vil komplementere hinanden rigtig godt. Vi er nu ved at have truppen til den nye sæson på plads," siger Thomas Hylle.
Cheftræner Lars Frederiksen ser frem til at få tilført yderligere en skandinavisk klassemålvogter til truppen.
"Filippa Idéhn har masser af erfaringer fra de store turneringer med både Sävehof og det svenske landshold. Hun er god til at læse skytterne og bevæger sig mere i målet end Emily Stang Sando. Så hun er en anden slags målmand, uden at den ene måde at stå i mål på nødvendigvis er bedre end den anden," siger Lars Frederiksen.