Enighed i bedømmelsesudvalget
- Men dog ikke enighed om Risbjerggårds fremtid - bymidte-anbefalinger sendes nu videre til kommunalbestyrelsen
Bedømmelsesudvalget for bymidteprojektet mødtes torsdag den 30. april for at drøfte scenarierne fra tegnestuerne BCVA og Vandkunsten. Formand for Kulturrådet, Keld Blom, var indtrådt i udvalget i stedet for Erling Groth, mens viceborgmester Mikkel Dencker måtte melde afbud. Dermed deltog 16 ud af det 17 mand store bedømmelsesudvalg og hver af de tilstedeværende havde fået til opgave at give deres personlige vurdering af scenarierne. Alle var enige om, at det er vigtigt at skabe en fremtidig bymidte, hvor der er liv i flere timer af døgnet og hvor alle aldersgrupper har lyst til at komme og mødes. Alle mente også, at byrummet skal være med til at synliggøre det mangfoldige foreningsliv, der er i Hvidovre samt at det vil være naturligt, at en attraktion og et kulturelt samlingssted som Teater Vestvolden rykker ind i bymidten. De fleste gav også udtryk for, at de foretrak forslagene fra tegnestuen Vandkunsten.
24. juni er deadline
Der var dog ikke enighed om, hvilket scenarie - med eller uden Risbjerggård - der skulle sendes videre i en anbefaling til kommunalbestyrelsen. Omkring halvdelen af bedømmelsesudvalget gik ind for at bevare hele eller dele af Risbjerggård, mens den anden halvdel var stemt for et scenarie uden Risbjerggård. Denne situation førte til, at bedømmelsesudvalget besluttede at sende en anbefaling videre til kommunalbestyrelsen, hvor fordele ved begge scenarier bliver beskrevet. Kommunalbestyrelsen skal nemlig have en temadag om bymidten, inden politikerne den 24. juni skal tage stilling til, hvilket scenarie, der skal arbejdes videre med. Bedømmelsesudvalgets anbefaling vil blive offentliggjort senest i forbindelse med dagsordenen til kommunalbestyrelsesmødet den 24. juni. Borgmester Helle Adelborg (A) rundede mødet af og konkluderede, at "det ikke er en nem proces": - Vi er langt hen ad vejen enige i, hvilken form for liv, vi vil have i en ny bymidte, men ikke helt hvordan, vi får skabt det, sagde hun: - Måske kan vi plukke lidt fra hvert af de forskellige forslag, så vi kan finde en løsning, der holder i mange år ud i fremtiden. Det vigtige er, at vi får prioriteret, hvad vi vil og hvornår.