Politi efterlyser tre tricktyve
Tirsdag eftermiddag blev en 96-årig mand udsat for et tricktyveri på Parallelvej.
Manden blev kontaktet af tre personer foran hans bolig. De tre medbragte et kort og spurgte om vej til Helsinge.
Tidligere på dagen havde den 96-årige mand brugt hans dankort i en forretning ved Friheden og efter forløbet opdagede han, at hans pung var stjålet.
De tre gerningsmænd beskrives som:
A. Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 175-180 cm, kraft kropsbygning, sort hår. Han var iført et jakkesæt.
B. Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 175-180 cm, spinkel kropsbygning, sort hår, skægstubbe. Han var iført mørkt tøj.
C. Kvinde, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 165-170 cm, kraftig kropsbygning, lyst hår. Hun var iført stramme blå cowboybukser og kort mørk jakke.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.