- Tak for livet...

For godt 30 år siden var jeg ude for en ulykke, der ændrede mit liv totalt. Jeg kørte en tur på min motorcykel, som jeg havde haft i omkring fire måneder. Mørket havde allerede lagt sig, og jeg var derfor forsigtig med motorcyklens gashåndtag. Alligevel ramte jeg i et trafikkryds en bil. Både motorcyklens forhjul og bilens frontparti blev krøllet sammen; det samme gjorde jeg. 14 dage efter ulykken vågnede jeg op i en hospitalsseng på intensiv afdeling. Mange af mine kropsfunktioner var overtaget af avanceret hospitalsudstyr; jeg kunne ikke engang trække vejret selv. Skaderne var massive. Jeg var indlagt i halvanden måned, før jeg kunne komme hjem. Ramt af brud på underkæben, brysthvirvel, venstre skulderblad og på to ribben i venstre side. Som aktiv ishockeyspiller på Herlevs førstehold var det hårdt at konstatere, at jeg var 40 procent invalid. Men da jeg begyndte på genoptræningen i Glostrup, fik jeg øjnene op for, hvor slemt mange mennesker har det. Min skade var jo kun fysisk, og jeg lærte, at du godt kan blive psykisk stærk af en fysisk skade. 25 år efter ulykken anskaffede jeg mig igen en motorcykel. Desværre blev jeg endnu en gang involveret i et uheld. Jeg mistede styringen over motorcyklen og fik et piskesmæld. Ulykkerne har vist mig, hvor vigtigt det er, at vi har bloddonorer i Danmark. Gennem godt 30 år har jeg selv givet blod og er taknemmelig for at være med til at redde mennesker, der kunne stå i samme situation som mig. Først på Glostrup Hospital og senere hen i blodbanken på Hvidovre Hospital er jeg næsten hver gang blevet tappet af en medarbejder ved navn Obediah Nwafor Anyaogu. En dygtig tapper, som har gjort det til en tryg og hyggelig oplevelse at give blod. Desværre kan jeg ikke længere give blod. En solskinsdag sidst i juli sidste år sad jeg på en café på Christianshavn. Pludselig mærkede jeg en trykken i brystet og kørte ind til Rigshospitalets TraumeCenter, der var det nærmeste hospital. En hurtig kikkertundersøgelse viste, at højre kranspulsåre var lukket, den venstre slemt tilredt, og der var en blodprop i den tredje. Den oplevelse har ændret mit liv på mange måder, men det vigtigste er, at jeg er blevet 30 procent gladere for livet. Det ærgrer mig dog, at jeg på grund af medicinen ikke længere kan være med til at hjælpe andre som bloddonor. I starten af året var jeg derfor ude på Hvidovre Hospital for at sige tak til Obediah. Tak fordi han har gjort det til en god oplevelse for mig at give blod og tak, fordi han - sammen med alle landets bloddonorer - er med til at redde liv.