Fortsæt til indhold

Hele Randers skal ud at løbe

Arkiv
Arkiv

55 voksenhold til Randers City Stafet 2014 var tilfredsstillende, men fra arrangørside stiler man højere. Håbet er, at mange flere er med, når 2015-versionen onsdag 12. august afvikles i forbindelse med Randers Festuge.
”Kort og godt skal hele Randers ud at løbe...”
Lyder det fra arrangementskomiteen, hvor Birgitte Eis repræsenterer Dahl Advokatfirma, der er en af fire arrangører.
De tre øvrige er Atletikkens Venner, Intersport Randers og Jyske Bank.
Birgitte Edis ser mod Aarhus, når hun snakker om forventninger og forhåbninger omkring city-stafetløbet i Randers.
Hun stræber efter at kunne afvikle et randrusiansk firmaløbearrangement i stil med DHL-stafetten i Aarhus.
”Vi er i fuld gang med planlægningen af 2015-udgaven, og vi gør meget for at få flere med. Vi tror på, vi kan få flere virksomheder til at stille med firmahold, og derfor har jeg og flere været ude i netværksgrupper for at orientere om vort løb,” siger Birgitte Eis.
Men i stil med DHL-stafetten?
”Ja, jeg ved det godt, der er et stykke vej, men det er rart at have noget at stile efter. Vi vil forsøge at få en lang række virksomheder til at lave deltagelsen i vort løb til en firma-event,” siger Birgitte Eis, der har klasser for mænd, kvinder og blandede hold.
”Og alle kan jo deltage. Ikke blot firmaer. Der skal løbes fem omgange, og det kan ske på mange måder. Enten ved fem deltagere eller færre, men ingen løber må løbe mere end to omgange på ruten,” siger Birgitte Eis, der sagtens kunne forstille sig gade- og vejhold eller serie 5-fodboldhold blandt deltagerne.
Og så afsluttes det hele med fælles hygge på Østervold med bl.a. grillmad.
”Det skal gøres til en folkefest. Det er vort mål,” siger Birgitte Eis.

Til ungdomsarbejde

Halvdelen af overskuddet går via Atletikkens Venner til Randers Frejas Atletikafdeling, der bruger pengene til ungdomsarbejdet. Desuden bliver der hvert år uddelt et beløb til en organisation, projekt eller lignende. De sidste to år er der givet penge til Vesterbakkeskolen og Mellerup Efterskole.
At der var penge til Mellerup Efterskole skyldtes bl.a. elevernes store bidrag og engagement de senesteår, hvor skolens deltagelse har medvirket til at gøre løbeoplevelsen noget særligt. Udover egne løbehold på stafetten har eleverne bidraget med sambarytmer og masser af positive tilråb og klapsalver til gavn for løberne.